Remee: Undgik Baggers svindel
En af de mange, som har været tæt på milliardsvindleren Stein Bagger, er "X Factor"-dommeren Remee. De to mødtes, da Bagger havde udtrykt ønske om, at han ville investere i Remees firma, Remee & Friends.
De to mødtes over en frokost i det indre København, og Remee var som så mange andre bjergtaget af den karismatiske pengemand. Men selv om musikeren og produceren var fascineret, var han dog også så fornuftig, at han kontaktede sine økonomiske rådgivere, før han skrev under på Baggers storslåede forslag.
- En af grundene til, at det ikke blev til noget , var, at de (rådgiverne, red.) ikke følte, at de kunne gennemskue selskabsstrukturen og se, hvor pengene var, siger Remee til Ekstra Bladet.
Så aftalen blev ikke til noget.Planerne var så langt fremme, at Stein Bagger blev rasende, da aftalen gik i vasken. Den var så langt fremme, at der var lavet billeder af Remee sammen med Baggers kone Anette Uttenthal, som var udset til at være direktør for selskabet.
Det her skete i sommer, og der er sikkert mange - Asger Jensby, Finn Nørbygaard, Danske Bank og skattevæsnet - som gerne ville have haft Remees rådgivere, så den seneste tids ulykker kunne være undgået eller i alle tilfælde minimeret.