Rigmand får stjålet ur til 300.000
Saxo Bank-stifteren og cykelhold-sponsoren Lars Seier Christensen, der er milliardær, fik en lidt trist afslutning på en hyggelig aften i venners lag fredag i København.
Efter en middag med en veninde på Hotel d'Angleterre mødte han en ven i baren, og de fik en drink.
Sammen med en tredje person ville de videre ud i det københavnske natteliv ved 01-tiden natten til lørdag.
Men her var de ude for en art tricktyveri, som kostede Lars Seier Christensen dyrt.
Han fortæller om hændelsen på facebook:
- På hjørnet af Kgs Nytorv og Hovedvagtsgade blev vi antastet af to mænd og en af os blev skubbet omkuld. Mens vi fokuserede på at få vedkommende beskyttet og hjulpet på benene igen, stjal de dette Ulysse Nardin herreur fra mig, og forsvandt derefter ned ad Ny Adelgade.
- Dette ur vil jeg gerne have igen og også have fat i tyvene - der åbenbart har lavet noget lignende på samme sted gennem de sidste par uger, skriver Lars Seier Christensen på Facebook. Du kan se hans opslag herunder: