Alvorlig sygdom og flere dødsfald: Robert Hansens hårde år
De seneste år har budt på flere store kriser for skuespiller Robert Hansen. Inden for få år måtte han således sige farvel til både sin mor sin ekskæreste og gode veninde, der begge mistede livet til kræft.
Og inden for få år har skuespilleren tilmed kæmpet mod alvorlig sygdom.
For to år siden fik Robert Hansen et ildebefindende og måtte efterfølgende gennemgå en stor operation for en medfødt hjertefejl. Og i forrige uge blev skuespilleren ramt af en hjerneblødning, mens han befandt sig hjemme i sin lejlighed på Frederiksberg sammen med sin nye kæreste.
Robert Hansen er stadig indlagt, men i bedring, fortæller hans agent til BT:
- Lægerne siger, at han er i bedring. Han kan bevæge sig og snakke, fortæller skuespillerens agent til BT.
Robert Hansen sammen med sin far Mogens og mor Liselott. Liselott døde i 2013 efter at have kæmpet mod kræft i flere år. Foto: All Over
”Kærlighed ved første hik”-skuespilleren mistede sin mor, Liselott Hansen, i november 2013. Moderen havde i flere år kæmpet mod brystkræft og blev i første omgang erklæret rask. Kræften vendte desværre tilbage og bredte sig sidenhen til både knogler og lever.
- Jeg har det helt forfærdeligt. Man kan slet ikke forberede sig på den slags. Min mor skulle til at gå på pension og nyde livet som pensionist, så det er bare så uretfærdigt. Kræft skåner ingen, fortalte Robert Hansen dengang til BT.
Året forinden havde kræften taget en anden af Robert Hansens helt nære. 22. december 2012 døde hans veninde, kollega og ekskæreste Mira Wanting af livmoderhalskræft i en alder af blot 34 år.
Robert Hansen sammen med Mira Wanting, der døde i julen 2012. Foto: All Over
Robert Hansen og Mira Wanting, der blandt andet spillede over for hinanden i de populære ”Anja efter Viktor”-film, havde været kærester on-off i 10 år.
Mira Wanting blev bisat 28. december 2012 fra Søndre Kapel ved Grundtvigs Kirke på Bispebjerg.
Herunder kan du se et kæmpe galleri fyldt med billeder fra Robert Hansens liv: