Nyheder3. februar 2017

Roland Møller tror på Oscar-sejren

Den populære skuespiller åbner op om sine tanker omkring succesfilmen ”Under Sandet”, og filmens chancen for at løbe med Oscar-prisen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-49328.jpg
 Foto: All Over Press Denmark

I 2010 dukkede han første gang op i den danske filmverden, da han medvirkede i filmdramaet ”R”. Her blev han nomineret til en bodil for sin skuespilsdebut.

Siden har han haft bærende roller i et utal af store danske film, og seneste skud på stammen er filmen ”Under Sandet”, der netop er blevet nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.

Derfor stoppede vi naturligvis Roland Møller, da vi mødte ham på den røde løber til Zulu Awards 2017 torsdag aften. Her fik vi en snak om Oscar-chancerne og de følelser, man oplever som skuespiller, når sådan noget sker.

- Jeg havde ikke engang tænkt tanken. Det havde jeg ikke. Jeg hader at jinxe ting, du ved. Så jeg er sådan meget nede på jorden, når det kommer til stykket. Jeg kan heller ikke selv se, når jeg laver et godt skuespil, sagde han ydmygt.

Fordi Roland Møller ikke altid kan vurdere sin egen præstation på lærredet, har han en lidt speciel metode til, hvordan han kan finde ud af, om han gør det godt nok.

- Jeg har sådan en eller anden ting med, at jeg får lov til at vise det til nogle af mine kammerater, som jeg ved ville drille mig, hvis jeg laver noget lort. Og når de så siger, det er godt, så stoler jeg på, at det er godt. Jeg føler altid, at jeg kan gøre det bedre. Og det tror jeg egentlig man skal gøre som skuespiller.

Men en ting er, at vennerne godkender ens arbejdet. Noget andet er de mange priser, Roland Møller har været nomineret til og vundet siden han debuterede som skuespiller for 7 år siden. De taler også helt for sig selv.

Han har to gange vundet Bodilprisen for henholdsvis bedste birolle i filmen ”Nordvest” og bedste hovedrolle i filmen ”Under Sandet”. Derudover var han i 2016 også nomineret til en Robert for sin rolle i ”Under Sandet”.

Men Roland Møller er ikke meget for at tage æren for Oscar-nomineringen.

- Vi gjorde vores bedste og vi har knoklet for det her og vi er blødt og svedt for det, og nu får vi en lille figur i kransekagen. Og det er jeg rigtig stolt over på filmens vegne og specielt på Martins vegne. Det er ham, der har taget det største læs, så jeg synes, at den største ære tilfalder helt klart Martin Zandvliet.

Roland Møller er selv klar til at tage med til Hollywood, når den store Oscar-uddeling finder sted den 26. februar. Her skal han desuden møde sine amerikanske agenter for første gang.

Og selvom man er en stor skuespiller i Danmark, kan man stadig godt gøre sig store tanker om, hvad der skal ske, når man skal til fest med de største Hollywoodstjerner.

- Jeg prøver bare at være nede på jorden og suge en masse ting til mig, og ikke få noget storhedsvanvid og lade tingene stikke af for mig. Og så prøver jeg at kigge alle folk i øjnene og tale til dem i øjenhøjde.

Og det helt store spørgsmål er så, om den danske film virkelig kan gå hen og vinde en Oscar.

Roland Møller har i hvert fald troen på, at det kan lade sig gøre.

- Jeg synes, vi har en reel chance. Det synes jeg. Jamen det har vi. Vi har en reel chance, konstaterer den danske skuespiller selvsikkert.

Zulu Awards sendes på søndag klokken 20.25 på TV2 Zulu.

Indtil da kan du se alle billederne fra den røde løber i galleriet herunder:

Zulu Awards 2017 rød løber

Sponsoreret indhold