Nyheder21. oktober 2018

Rolf Sørensen fortsætter i "Vild med dans"

Lægen siger god for, at cykelveteranen danser videre i "Vild med dans"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vild_med_dans_uge_7_tsl_20181019_0639.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Efter en kontroversiel udgave af "Vild med dans" fredag, hvor 53-årige Rolf Sørensen trods en fibersprægning i læggen dansede sig videre i det populære danseprogram, har cykelveteranen nu fået vished om sin fremtid på dansegulvet.

Rolf Sørensen og dansepartneren Karina Frimodt fortsætter i "Vild med dans". Det skriver TV 2.

Den pensionerede cykelrytter mener først og fremmest, at han skylder de mange seere, der har stemt på ham, at han fortsat kæmper for sit avancement i programmet.

- Jeg er meget ydmyg over og utroligt stolt over, at der er folk, der bakker op. Og så må jeg sgu give noget tilbage. Men det er klart, at hvis jeg havde haft en skade, der var blevet værre, så have jeg også sagt fra, fortæller Rolf Sørensen til TV 2.

Cykelkommentatoren fortæller også, at hans skade i benet er i bedring.

- Jeg har været hos lægen, og han har evalueret skaden. Den er ikke forværret, hvilket man godt kunne have forventet efter i går. Men det er faktisk stabilt og endda i bedring. Efter at have sovet på det, kan jeg også mærke en fysisk forbedring, konstaterer Rolf Sørensen over for TV 2.

Derfor er det planen, at han danser med, når "Vild med dans" i næste uge rykker ind i Det Kongelige Teater for at støtte Knæk Cancer - noget der også er vigtigt for hans dansepartner Karina Frimodt, der selv har haft kræft tæt inde på livet.

Cykelveteranen lover, at næste uges dans bliver på et andet niveau end denne uges jive, hvor han dansede op ad et bord og også havde stok med på dansegulvet.

- Det ville så måske være at holde folk for nar, lyder det fra Rolf Sørensen.

Sponsoreret indhold