Runes pakke sidder fast hos PostNord: - Man bliver fanget i et kafkask system
Rune Møller Stahl er endt i et det, vi alle frygter. En PostNord-klagesløjfe.
Rune er adjunkt på Copenhagen Business School og har for nylig været med til at skrive lærebogen “The Oxford Handbook of Ordoliberalism”.
Bogen kan ikke købes i Danmark, men siden at han har været med til at skrive den, har Oxford set sig gode og sendt et gratis eksemplar til ham.
Den er bare ikke nået frem. I stedet sidder den fast i PostNords toldafdeling. De vil ikke frigive bogen, da Rune Møller Stahl ikke har en faktura på, hvad den koster.
Derfor har han forsøgt at spørge PostNord, hvad han kan gøre for at få fat i bogen. Men det har vist sig at være umådelig svært at komme i kontakt med udleveringsservicen.
Det fortæller Rune til SE og HØR.
Utallige telefonopkald har ikke kastet noget information af sig, mens han på chat har skrevet med medarbejdere, der ikke kan hjælpe, og chatbots der ønsker ham en god dag.
– Det der undrer mig mest, det er, hvor umuligt, det er at komme i kontakt med PostNord i forhold til spørgsmål om told.
– De har et system, der fuldstændig forhindrer folk i at komme i kontakt med dem, fortæller Rune.
Efter de mange forsøg på at få et svar på, hvad han kunne gøre, oplyste Postnord, at han skulle sende en såkaldt proformafaktura.
Problemet er bare, at den skulle udfyldes med flere informationer som toldkode og vægt. Oplysninger som Rune Møller Stahl ikke har adgang til.
– Jeg kunne godt bare skrive noget, men det går jeg ud fra vil være dokumentfalsk, og det er jeg ikke interesseret i, siger han.
Bedre bliver situationen ikke af, at pakken med bogen kun bliver ti dage i tolden, før den sendes retur til Oxford.
Derfor opfordrer Rune Møller Stahl til, at man har sit på det tørre, før man modtager gaver fra Storbritannien.
– Man bliver fanget i et kafkask system, hvis der er den mindste smule irregularitet, hvor man bliver kastet frem og tilbage mellem de her instanser.
Svar fra PostNord
Fortoldning af internationale forsendelser er en opgave vi løser på vegne af staten. Alle forsendelser sendt fra lande udenfor EU skal ses igennem så det kan vurderes, om der skal beregnes afgifter eller ej, og derfor skal vi have dokumentation for b.la. pakkens indhold og værdi, når den kommer til Danmark. Det gælder også pakker, hvor indholdet ikke er værdisat - herunder f.eks. gaver eller vareprøver. I de tilfælde skal der udfyldes en proformafaktura, der skal bruges som dokumentation overfor Toldstyrelsen, hvilket er helt normal praksis. Det er som udgangspunkt afsender af pakken, der skal sørge for at udfylde proformafakturaen, som skal bruges som tolddokument i de tilfælde, hvor der ikke skal betales toldafgifter for varen, men hvor pris og indhold stadig skal angives til staten.