Rusland indleder invasion af Ukraine
Luftalarmen har netop lydt i Ukraine.
Der er meldinger om flere eksplosioner i ukrainske byer.
Ukraines indenrigsminister oplyser ifølge Reuters, at en person er død under artilleribeskydning i byen Brovary nær Kijev. Det er første melding om dødsfald.
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, skriver torsdag morgen på Twitter, at Rusland har indledt en "invasion i fuld skala af Ukraine".
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Han tilføjer, at "fredelige ukrainske byer er under angreb", og at Ukraine har i sinde "at forsvare sig selv og vinde".
- Verden kan og skal stoppe Putin (Ruslands præsident, red.). Der skal handles nu, skriver Kuleba videre.
Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, oplyser desuden torsdag morgen, at Ukraine indfører undtagelsestilstand. Han beder alle borgere om at holde sig inden døre.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, annoncerede natten til torsdag dansk tid på russisk tv, at Rusland har indledt en særlig militæroperation i Donbass det østlige Ukraine.
Angiveligt for at forsvare prorussiske separatister i de selvudnævnte udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk.
- Målet med militæroperationen er at beskytte folk, der de seneste otte år er blevet udsat for intimidering og folkedrab. For at opnå dette vil vi gå efter at afmilitarisere Ukraine, sagde Putin blandt andet ifølge Reuters.
Han opfordrede i samme ombæring de ukrainske styrker til at lægge deres våben.
Kort efter begyndte flere internationale medier at melde om, at der kan høres eksplosioner i flere ukrainske byer.
Ruslands FN-udsending forsvarede tidligt torsdag morgen dansk tid den russiske aktion på et møde i FN's Sikkerhedsråd.
Her henviste han, at alle lande ifølge FN's regler har ret til at "forsvare sig selv". Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Prorussiske separatister har siden 2014 kontrolleret dele af Donetsk og Luhansk. Mandag valgte Vladimir Putin at anerkende regionerne som selvstændige på opfordring fra lederne af separatisterne.
Rusland har anerkendt regionerne i deres helhed som selvstændige. Ikke blot de dele, som separatisterne kontrollerer. De menes at kontrollere omkring en tredjedel af områderne.
I sin tale natten til torsdag understregede Vladimir Putin, at Rusland ikke agter at besætte ukrainsk territorium under den særlige militæroperation i Donbass.