Nyheder24. april 2025

Så mange har besøgt pave Frans' kiste i Peterskirken

Paven ligger i en åben kiste i Peterskirken, hvor besøgende valfartede til det meste af natten til torsdag

Her kan alle se pavens lig

Frem til torsdag morgen havde 48.600 mennesker været forbi Peterskirken for at se pave Frans, der ligger i en åben kiste i katedralen i Rom.

Det oplyser Vatikanet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Pave Frans' kiste ankom til Peterskirken onsdag klokken 11.00.

Peterskirken har været åben stort set uafbrudt siden.

I stedet for at lukke kirken ved midnat som planlagt, blev den holdt åben indtil klokken 05.30 torsdag morgen.

Herefter var kirken lukket i halvanden time, inden den blev åbnet for offentligheden igen klokken 07.00.

Pave Frans' kiste skal stå i Peterskirken i Vatikanstaten i det centrale Rom i tre dage, inden paven lørdag begraves.

Onsdag stod de besøgende i kø i op til fire timer for at komme ind og se pave Frans i Peterskirken, og de fik kun få sekunder til at se ham, da de nåede frem til kisten, skriver AFP.

Pave Frans nåede at være den katolske kirkes overhoved i 12 år.

Han døde 2. påskedag om morgenen i sit hjem af et slagtilfælde og efterfølgende hjertestop. Den argentinskfødte pave blev 88 år.

Selve begravelsesceremonien finder sted på Peterspladsen lørdag klokken 10.00, mens paven bliver stedt til hvile i basilikaen Santa Maria Maggiore, som ligger knap fire kilometer derfra.

At blive begravet i Santa Maria Maggiore er et utraditionelt valg for en pave. Paver begraves typisk i Peterskirken, der er den største kristne kirke i verden, og som er stedet, hvorfra den siddende pave holder sine messer.

Men Santa Maria Maggiore, som er den ene af i alt fire hovedbasilikaer i Rom, havde en særlig betydning for pave Frans.

En lang række prominente gæster deltager i begravelsen - herunder USA's præsident, Donald Trump, og hans hustru, Melania Trump, Danmarks dronning Mary, Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og hans hustru, Olena Zelenska, og FN's generalsekretær, Antonio Guterres.

Sponsoreret indhold