Så meget tjente Nicklas Bendtner i Norge sidste år
Nicklas Bendtner kan grine hele vejen ned til banken, for angriberen er den bedst betalte fodboldspiller i Eliteserien i Norge sidste år.
Den 30-årige fodboldspiller kunne således notere en indtægt på 19,93 millioner norske kroner sidste år.
Det skriver TV2 Norge.
Efterfølgende har han betalt lige over ni millioner norske kroner i skat i Norge.
I danske kroner svarer det til, at Bendtner har kunnet sætte lige omkring 7,8 millioner kroner ind på kontoen i 2017.
Det er dog ikke altsammen løn fra Rosenborg BK.
Det drejer sig formentlig også om indtægter fra sponsorater og lignende, slår TV2 Norges ekspert, Jesper Mathiesen, fast.
- Bendtner har nok fået en solid sign-on-fee og løn i Rosenborg, siger eksperten, men konstaterer samtidig, at der kan være mange indtægter, som man ikke ved noget om.
Han er dog ikke overrasket over, at Nicklas Bendtner er den højest betalte i Eliteserien.
Bendtner må være glad for sin arbejdsgiver
Nicklas Bendtner har al mulig grund til at være glad for sin arbejdsgiver, Rosenborg BK, oppe i Norge.
Ikke nok med, at de betaler ham en solid løn for sin indsats på holdet, så har de også valgt at frede ham i forbindelse med den voldsdom, Nicklas fik i sidste uge.
– Selvfølgelig er det en alvorlig sag og en uheldig sag for både Rosenborg og Nicklas Bendtner. Men han fortsætter i Rosenborg, sagde Tove Moe Dyrhaug, der er daglig leder i Rosenborg BK, til norske TV 2 Sporten efter dommen. – Det får altså ingen konsekvenser for Bendtner? – Som jeg siger, er han fortsat fodboldspiller i Rosenborg. Det er det danske retssystem, der dømmer, og derefter fortsætter han i Rosenborg, sluttede hun af. Nicklas Bendtner blev i fredags idømt 50 dages ubetinget fængsel og en erstatning til taxachaufføren i sagen på 11.350 kroner.