Tynd og bleg: Så VILD er Brittas forvandling
Hun er sigtet for at have svindlet for 111 millioner kroner – penge som hun har brugt på dyre heste og dyre biler.
Men det ekstravagante liv var på ingen måder at få øje på, da svindelsigtede Britta Nielsen torsdag formiddag blev fremstillet i retten i Randburg i den sydafrikanske by Johannesburg.
Det var en både afpillet, tynd og tydeligt trist Britta Nielsen, der ankom til retten torsdag formiddag for at få at vide, om hun allerede i dag kunne udleveres til Danmark.
Den 64-årige fynbo lignede mest af alt en, der ønskede sig langt væk. Hun sad stille under retsmødet og stirrede lige frem - iført en blomstret kjole og kondisko.
Kigger man på tidligere billeder af den svindelsigtede - billeder der blandt andet viste hende i 2007 under købet af et føl - er det tydeligt at se, at Britta Nielsen har tabt sig afskillige kilo.
Artiklen fortsætter under billedet...
Britta Nielsen i retten 8. november 2018. Foto: Ritzau Scanpix
Med sammenbidt ansigt og poser under øjnene fulgte hun stille med fra sin plads i salen, da anklager og forsvarer begge blev enige om, at hun allerede i aften skal sættes på et fly hjem til Danmark.
Også en 38-årig mandlig medsigtet vil blive eskorteret hjem i aften. Begge vil blive fulgt af dansk politi. Af hensyn til sikkerheden vil det præcise afrejsetidspunkt ikke blive oplyst.
Britta Nielsens forsvarer, advokat Piet du Plessi, læste en erklæring op i retten. Heri stod, at Britta Nielsen ønskede at blive udleveret til Danmark. Erklæringen var skrevet af Britta Nielsen selv.
Artiklen fortsætter under billedet...
Britta Nielsen sad med sammenbidt ansigt under torsdagens retsmøde, hvor det blev besluttet, at hun allerede samme aften skal udleveres til Danmark. Foto: Ritzau Scanpix
Flugten sluttede mandag morgen klokken 05.30 for 64-årige Britta Nielsen.
Her blev hun anholdt på et hotelværelse i Sandton, der er en forstad til Johannesburg.
Britta Nielsen har været eftersøgt siden begyndelsen af oktober for svindel med offentlige midler for et trecifret millionbeløb. I alt mistænktes Britta for at have svindlet for 111 millioner kroner.
Artiklen fortsætter under billedet...
Britta Nielsen fotograferet i 2007, da hun købte et føl til 175.0000 kroner. Foto: Ridehesten
Tidligere på ugen fortalte hendes forsvarsadvokat Nami Nabipour, der har en fortid som TV-stjerne, at Britta længe har ønsket at vende tilbage til Danmark ”for at hjælpe til med efterforskningen”.
Den 64-årige kvinde turde dog ikke melde sig til politiet, fortalte forsvarsadvokaten ifølge B.T. til Ritzau:
- Hun har haft et ønske længe om at komme til Danmark og være med i den fortsatte efterforskning sammen med mig. Men det har ikke været praktisk muligt at melde sig selv og sige 'værs'go', her står jeg', siger Nami Nabipour ifølge B.T. til Ritzau og tilføjer:
- Der er simpelthen nogle ting, der skal være afklaret, inden man gør den slags, så man ikke risikerer at skulle sidde meget lang tid i et sydafrikansk fængsel under forhold, som hverken jeg eller Britta Nielsen kender nærmere til.
I sidste uge blev en mand, der også er sigtet i sagen, fængslet i Sydafrika.
Han sidder lige nu varetægtsfængslet i det berygtede Modderbee Correctional Centre, der ligger uden for Johannesburg, hvor indsatte – der blandt andet tæller mordere og pædofilidømte – kan sidde i små celler, der huser 40 andre indsatte.
Det er formentlig forhold som disse, som Britta gerne vil undgå.
Brittas forsvarer håber nu på en hurtig udlevering fra Sydafrika til Danmark. Der kan dog stadig gå en rum tid, før at den svindelsigtede kvinde bliver stillet til ansvar herhjemme.
I går kom det desuden frem, at Britta havde et større kontantbeløb på sig, da hun blev anholdt – i alt 700.000 sydafrikanske rand - det svarer til knap 320.000 danske kroner.
Det kom også frem, at hun havde farvet sit hår sort og generelt virkede både ”træt og tynd”.
Lige nu sidder Britta Nielsen fængslet i en celle ved politistationen i Brooklyn, Pretoria. Torsdag skal hun igen for en Sydafrikansk dommer.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Huset i Hvidovre vidner ikke om nogen ekstravagant livsstil. Britta Nielsens bolig er nu beslaglagt af myndighederne. (Foto: Peter Grosen)
Når man ser Britta Nielsens hus i Hvidovre, er der intet, som tyder på, at den hovedmistænkte i en af danmarkshistoriens største sager om svindel med offentlige midler bor her.
Ud over at der i tidens løb har holdt forskellige dyre biler i indkørslen, gjorde den 64-årige beboer intet væsen af sig. Men Britta Nielsen, der er sigtet for at have svindlet sig til 111 millioner kr. i Socialstyrelsen, levede tilsyneladende et dobbeltliv.
Når hun var i Sydafrika, Tyskland eller Sverige, slog hun ud med armene og havde tilsyneladende flere fantasifulde forklaringer på, hvor hun havde sine mange penge fra.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Navnet på postkassen på Britta Nielsens adresse i Hvidovre er kradset væk. (Foto: Peter Grosen)
Arvet formue
I Sydafrika har hun investeret i to landområder og har et eksklusivt hus lige uden for Kruger Nationalpark, mens hendes søn ejer halvdelen af safariresortet Thula Bush Estate.
Her påstod hun, at hun havde arvet en formue fra sin afdøde mand, som skulle komme fra en af Pakistans rigeste familier. Eller at hun var enke efter en succesfuld læge, som havde opfundet noget medicinsk udstyr. Eller at manden var død på operationsbordet, og at familien havde fået en stor erstatning.
I virkeligheden var manden, som døde i 2005, bryggeriarbejder på Carlsberg og var kommet til Danmark som ufaglært med ingenting, skriver Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Gartneren har forsøgt at begrænse adgangen til Britta Nielsens hus i Sydafrika. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix)
Forfatter
I Sverige købte hun for tre år siden en ødegård, som nu er beslaglagt af de danske myndigheder. Her forklarede hun naboerne, at hun var forfatter:
– Det har mange troet på, men vi vidste jo ikke meget om hende, siger Björn Uhlen – en af naboerne – til TV2.
Ud over hende er tre andre, en mand og to kvinder, sigtet for hæleri i sagen.
Hædret af dronningen
Sidste år fik Britta Nielsen dronningens fortjenstmedalje i sølv for en fortjenstfuld indsats igennem 40 år i staten.
”Britta Nielsen er en engageret medarbejder, der løfter betydelige opgaver i Tilskudsforvaltningen, og er altid tjenstvillig, når der kræves en ekstra indsats”, står der ifølge Ekstra Bladet i indstillingen, som er skrevet af en kontorchef.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Britta Nielsen fik dronningens fortjenstmedalje i 2017. (Foto: Dan Mariegaard)
Der står også, at hun havde fokus på korrekt forvaltning:
”Britta har et vedvarende fokus på udvikling og sikring af en korrekt og effektiv forvaltning, og med sin mangeårige erfaring sikrer Britta oplæring af nye kollegaer”.
Hvis hun bliver dømt, kommer hun til at aflevere medaljen tilbage.