Sådan bliver påskevejret: Op til 20 grader

LÆS OGSÅ: Livmoderhalskræft kan være udryddet i Danmark om 15 år
Vejret i påskeferien bliver en blandet landhandel.
Sådan lyder meldingen fra DMI's vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.
Danskerne kan nemlig både forvente regn og overskyet himmel, mens solen også vil titte frem i perioder, og temperaturerne vil ligge i det lune hjørne.
- Danmark kommer til at ligge tæt på grænsen mellem varm og kold luft, mest til den varme side. Men det betyder altså, at der kommer perioder med regn og byger, og der er stor usikkerhed om, hvornår det regner, og hvor store mængder der kommer. Så det er blandet påskevejr, uden at det bliver decideret koldt.
- Temaet for påskevejret vil være store regionale forskelle i, hvor der er varmt og koldt.
Nogle steder i landet kan temperaturerne onsdag nemlig komme helt op på 20 grader.
- Kulden vil komme vest fra, og derfor vil der være en opdeling tværs over landet, hvor det mod øst kan blive op mod 20 grader, mens temperaturerne vil ligge omkring 10 grader længere mod vest.
Den gennemsnitlige temperatur vil ligge på 14 til 15 grader.
I de kommende dage vil det særligt være den vestlige del af landet, der rammes af regn og byger, mens det senere på ugen vil ramme den østlige del.
Der er ligeledes en lille risiko for lokale tordenbrag rundt om i landet.