Nyheder15. februar 2019

Så du ”Når arven splitter os?” Sådan går det Ole i dag

Ole forsøgte at få noget af sit livsværk – sine bondegårde og sine dyr – tilbage, da han i går aftes medvirkede i TV 2-programmet ”Når arven splitter os”. I dag er der stadig lang vej, men håb
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ole_jensen1.jpg
 (Foto: Tv 2)

For 10 år siden lå landmanden Ole Jensen døden nær af kræft.

Af den grund blev der lavet en ægtepagt, som skulle sikre hans kone og søn efter hans død.

Ole overlevede sin kræftsygdom, men mistede alt.

I august 2017 annoncerede hans kone, at hun ville skilles – og ved samme lejlighed præsenterede hun ham for ægtepagten, der fratog ham hele hans livsværk: Alle hans gårde og hans store kvægbesætning.

I marts sidste år blev han sat ud af sin gård af fogeden. En gård, hvor han havde boet og arbejdet i 45 år, og som han havde overtaget fra sine forældre.

Siden har Ole forsøgt at få sit livsværk og sit hjem tilbage, og i går aftes kunne man følge hans kamp i TV 2-programmet ”Når arven splitter os”.

I dag er forholdet til ekskonen og sønnen stadig lige så anspændt, fortæller han til TV 2.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ole_jensen1.jpg
 (Foto: Tv 2)

Ole holdt jul med sine to hunde og en pizza til deling. Men hans gode venner havde inviteret ham til julehygge - og det var det vigtigste. Foto: TV 2

Ole fortæller, at han stadig ikke har fået lov til at hente sine ting i sit tidligere hjem – end ikke hovedpuden, sine uundværlige migrænepiller eller sine personlige papirer.

- Jeg er rystet over, at der endnu ikke har fundet en bodeling sted, så jeg i det mindste kan få mine personlige ejendele. Sagen bliver hele tiden trukket i langdrag af min ekskone og hendes advokat, siger den snart 71-årige Ole Jensen til TV 2.

Der er dog også lyspunkter at spore, siden TV-holdet forlod ham.

I slutningen af januar fik han bevilget fri proces til at føre en sag om særejekompensation, som måske kan sikre ham en del – langt fra alt dog – af den formue, han blev frataget i ægtepagten.

- Jeg er meget glad for, at jeg har fået fri proces. For det eneste rigtige er jo at få sagen for en dommer, så det kan blive afgjort af det danske retssystem. Sådan er det jo heldigvis i et demokratisk land, siger Ole Jensen til TV 2.

Til slut i programmet blev Ole igen kastet ud i uvished, da hans nære venner, Lis Hansen og Torben Hansen, valgte at opsige deres bolig efter ti år, fordi de følte sig chikaneret af Oles ekskone og søn. Her havde Ole ellers fået lov til at bo midt i alt kaosset.

Ole frygtede, at han skulle overvintre i en kold campingvogn med sine to hunde. Heldigvis fandt han et landsted cirka syv kilometer fra sit tidligere hjem, hvor han nu bor til leje, mens han venter på, at sagen bliver afgjort.

Sponsoreret indhold