Nyheder3. februar 2016

Sådan går det pigerne fra ”Anbragt i helvede” i dag

Tirsdag aften så tusinder den rørende og rystende historie om søstrene Nanna og Sapran, der fik en barndom fyldt med svigt og misbrug, efter at de blev anbragt i pleje. Nu fortæller søstrene, hvordan de har det i dag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dokumentaren_anbragt_i_helved.jpg
 (Foto: TV 2)

Tirsdag aften tog søstrene Nanna og Sapran seerne på TV 2 tilbage til en barndom fyldt med vold, mord og seksuelt misbrug.

I TV 2-dokumentaren ”Anbragt i helvede” fortalte de to søstre om det massive svigt, der skete, da de blev anbragt i familiepleje, efter at deres far havde slået deres mor ihjel.

For selv om plejefamilien i Skælskør skulle give pigerne et længe ventet kærligt hjem, endte det i stedet med at blive begyndelsen til en barndom fyldt med vold og svigt.

Tirsdag aften tog søstrene så seerne med tilbage til barndommen, og de gav et indblik i, hvordan det massive svigt påvirkede deres barndom.

I dag er begge søstre på mange måder kommet videre. Det fortalte de efterfølgende i en LIVE-chat med TV 2s læsere.

De studerer begge – 22-årige Sapran studerer blandt andet religionsvidenskab på Københavns Universitet. Nanna bærer ikke længere det samme efternavn som sin søster – hun ønskede at begynde på en frisk og hedder derfor Hansen til efternavn i dag.

- Jeg er altid blevet kaldt fru Hansen, fordi jeg har så meget ben i næsen. Så derfor var det et naturligt valg, fortalte Nanna i chatten med TV 2s læsere.

Sapran, der også har udgivet en bog, fortalte i chatten, at de var nødt til at komme videre – også selv om den barske barndom har sat sine spor.

- Vi bliver nødt til at arbejde og betale regninger, og vi har det samme ansvar som andre, vi har desværre ikke en millionerstatning, som vi kan læne os op af, (det siger jeg med et smil på læben) Men det har taget mange år at lære at elske og stole på andre. Men jeg har fundet en fantastisk mand, som jeg har kendt og elsket i mange år som har givet mig tillid.

Sponsoreret indhold