Nyheder23. september 2017

Sådan lever Raket-Madsen bag tremmer

Den drabssigtede u-bådskaptajn, Raket-Madsen, prøver at holde sig i gang i cellen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/raket-madsen-13092017_0.jpg
 Foto: Politifoto/Scanpix
Den 47-årige drabssigtede u-bådskaptajn, Peter Madsen alias Raket-Madsen, har siddet varetægtsfængslet i 44 dage siden han den 11. august blev reddet i land, efter at hans u-båd, Nautilus, sank i Køge Bugt. Det viste sig senere, at u-båden blev sænket ned på havets bund ved en bevidst handling. Peter Madsen er sigtet for drabet på den 30-årige svenske journalist, Kim Wall, der var med ham på en reportagetur i Nautilus. Ifølge Ekstra Bladet har Peter Madsen tidligere i sin varetægtsfængsling valgt at gå i frivillig isolation. Det er angiveligt sket for at undgå repressalier fra de øvrige indsatte. Der bliver traditionelt ikke set med blide øjne på forbrydelser mod kvinder og børn blandt indsatte i danske fængsler.

Raket-Madsen har en celle på syv kvadratmeter

Peter Madsen er varetægtsfængslet i Vestre Fængsel. Hans celle er på cirka syv kvadratmeter. Der er et vindue med trådbjælker for, så det ikke er muligt at række noget ind eller ud af cellen. - Man har et bord, en stol, et skab og et overskab til tallerkener og bestik. Og så har du et klædeskab med plads til fem bøjler, en håndvask i hjørnet og et lillebitte køleskab til eventuelle varer, som du køber i butikken. Og så er der en seng og et lille 22 tommer fjernsyn, fortæller Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet, til BT. Alt, hvad der hedder iPad, mobiltelefon, internet og andre elektroniske dingenoter, er forbudt i cellerne. Peter Madsen har ret til en times besøg om ugen, og det er op til ham selv at bestemme, hvem han vil have inden for murene i Vestre Fængsel. Ifølge BT's oplysninger har han både haft besøg af sin hustru og sin forsvarsadvokat, Bettina Hald Engmark. Peter Madsen vil sandsynligvis skulle være varetægtsfængslet en rum tid endnu. Og ifølge BT's oplysninger har han bedt fængselspersonalet om effekter, der kan være med til at slå tiden ihjel. Ifølge avisen har han fået udleveret en blyant, en lommeregner og papir. Tingene bruger han blandt andet for at holde sin hjerne i gang med tekniske tegninger og beregninger, skriver BT. - Det er et klogt træk af Peter Madsen i den forstand, at det kan få hans hjerne til at beskæftige sig med noget meget konkret og teknisk. Det betyder, at hele hans tid ikke går med at spekulere over det, som han er sigtet for, siger psykiater Henrik Day Poulsen til BT. Peter Madsen er sigtet for drabet på Kim Wall og for usømmelig omgang med lig. Han nægter sig skyldig i drab, og har til politiet fortalt, at Kim Wall døde ved en ulykke om bord på Nautilus, da hun fik en 70 kilo tung luge i hovedet. Han erkender 'usømmelig omgang med lig', da han siger, at han efter ulykken lempede Kim Walls lig ud af u-båden og gav hende 'en begravelse til søs'. Små 14 dage efter, at Kim Wall sidst blev sidst om bord på Nautilus torsdag den 10. august om aftenen, blev hendes parterede torso fundet i havet ved Amager af en forbipasserende cyklist. Torsoen var forsøgt tynget ned med noget metal. Politiet slog senere fast, at hoved, arme og ben var skåret af torsoen ved en bevidst handling. Torsoen var ligeledes forsøgt punkteret med diverse stik, så gasser og luft i lunger og tarme ikke ville få den til at drive op mod havoverfladen. Peter Madsen har nægtet at have parteret Kim Wall og har fastholdt, at han 'begravede hende til søs' i hel tilstand. De manglende ligdele er endnu ikke blevet fundet. I forbindelse med forlængelsen af Peter Madsens varetægtsfængsling blev det besluttet, at raket-byggeren skal mentalundersøges. Peter Madsen nægtede i første omgang at medvirke frivilligt ved en mentalundersøgelse, men ændrede mening, efter at anklageren havde meldt ud, at Peter Madsens manglende medvirken blot ville resultere i en tvangsindlæggelse, og at mentalundersøgelsen ville foregå under tvang og ikke ambulant. Ved retsmødet i begyndelsen af september, var en af de mange ting, Peter Madsen blev udspurgt om af anklageren, hvorvidt han havde ekstreme sextendenser.

Blandt andet skulle Peter Madsen svare på, om han kom i S/M-miljøet.

- Det har jeg gjort, men jeg har ikke gjort det i lang tid, fortalte Raket-Madsen i retten. Han har aldrig lagt skjul på, at han har et åbent forhold til sin kone.

I retten slog han også fast, at han ikke har dyrket "kvælningssex".

- På nær en enkelt gang, hvor jeg bad en kvinde holde vejret, mens vi havde sex, lød det. Samtidig fortalte han også, at han tidligere har været til "sex-venlige" fester. - Jeg har været til såkaldte "sex-venlige"-fester, som er den type, jeg har været gladest for, forklarede han i retten. SE og HØR har her samlet det fulde overblik over dét, der er godt i gang med at blive Danmarks mest bestialske drabssag. Galleri fra den makabre sag:

Raket-Madsen og Kim Wall (billeder fra sagen)

Sponsoreret indhold