Sanne om fredagens dommer-krig: Jeg gider ikke blive afbrudt
Der var ikke kun smil og rosende ord mellem de tre ”X Factor”-dommere fredag aften. Faktisk var der decideret dårlig stemning – især imellem Sanne Salomonsen og Thomas Blachman.
På et tidspunkt udbrød den 62-årige sangerinde og talent-dommer slet og ret ”Nu er det nok” til Blachman, efter at han havde kaldt Vitas performance for noget skidt. Flere gange måtte hun også forhindre Thomas Blachman i at afbryde hende.
Til SE og HØR satte Sanne Salomonsen efterfølgende ord på fredagens ”X Factor”-fejde.
- Jeg gider ikke blive afbrudt. Jeg vil have lov til at tale færdigt. Og nogle gange kan det også godt blive lidt for meget show for galleriet. Det er der jo ingen grund til. Sådan er jeg ikke, fortalte Sanne Salomonsen til SE og HØR, hvorefter hun blev spurgt til, om fejden også gik ud over deltagerne – og særligt Vita, der altså fik hårde ord med på vejen.
- Jo lige der til sidst. Det var også det, jeg sagde. ”Ej nu må det kraftedeme stoppe det her”. Det er jo ikke os, det handler om. Vi kan ikke være det bekendt, når de står deroppe, fortalte Sanne Salomonsen.
Sanne Salomonsens 17-årige solist Vita endte som bekendt i farezonen, efter at hun oplevede problemer med teknikken under hendes optræden.
Vita endte i farezonen mod Blachmans gruppe Sol og Christian – og det var til sidst dem, der endte med at måtte forlade det populære talentprogram.
Du kan se hele interviewet med Sanne Salomonsen her:
Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube