Sara Maria Franch-Mærkedahl: Rædselsfuldt at fede sig op
Mascha Vang fik trusler, Frederik Fetterlein kunne slet ikke gennemføre, og Sara Maria Franch-Mærkedahl betegner sin oplevelse med at tage på til TV3’s ”Min fede træner” som rædselsfuld.
– Jeg tog ni kilo på, og jeg mangler at smide et kilo igen, så jeg er næsten hjemme. Men det var rædselsfuldt, og jeg ville ikke gøre det igen, siger Sara Maria om programmet og fortsætter:
– Jeg lå på sofaen og drak milkshake på milkshake, for det var det eneste, jeg kunne få ned. Men det er en gave at få lov til at gøre andre glade, forklarer den 36-årige ”Vild med dans”-vinder.
I forhold til trænerkollegaen Mascha Vang slap den tidligere vejrvært for ubehageligheder ud over de fysiske.
– Jeg har kun fået virkelig søde beskeder, men jeg har selvfølgelig været nervøs efter at have set det første program, siger hun.