Saseline: Min bror har begået selvmord
Som om Saseline ikke har haft modgang nok.
Forrige mandag begik hendes elskede storebror Christian på 34 år selvmord. Han sprang ud fra en elmast på Sjællandsbroen i København.
- Min bror har været plaget af depressioner de sidste mange år, og han valgte at tage sit eget liv, siger Saseline til Her og Nu.
- Vi havde for nylig en familiemiddag, og der tror jeg, at han på sin måde fik sagt farvel. Jeg er vist stadig i chok, og jeg kan ikke forstå, at han er væk. Vi var meget tætte, og han var det kærligste og klogeste mennesker, man kan forestille sig, siger hun.
Den 27-årige sanger har selvfølgelig sat sit arbejde med at promovere sin nye plade "Restart" på standby i øjeblikket, og hun bruger tid sammen med familien - blandt andre søsteren Heidi og broderen Danny.
Og så er hun glad for, at hun har sin lille søn Sean, der kan få hende til at smile i denne svære tid.