Børn og barnlige sjæle er ikke de eneste, der nyder at boltre sig i sne.
Mange grise, eller i hvert fald nogle grise, har det på samme måde.
Som nu den gris, der forleden slap ud af en anhænger på en bil i byen Richmond i den amerikanske delstat Kentucky.
Politiet i Richmond skriver på sociale medier, at den undslupne gris senere blev fundet af en patrulje.
Grisen så ud til at have det fint, mens den legede i sneen i nærheden af en benzintank.
Den løb rundt med trynen nede i den nye sne.
- Den nød vintervejret og det nylige snefald, skrev politiet på Instagram.
- Grisen er nu genforenet med sin ejer, blev det tilføjet.