Nyheder27. september 2022

Se videoen af lækagerne: Her fosser det ud med gas

Forsvaret har tirsdag offentliggjort billeder og videoer af de tre gaslækager i Østersøen
Der ses tydeligt bobler i overfladen over de læk, der er opstået på gasledningen 
Der ses tydeligt bobler i overfladen over de læk, der er opstået på gasledningen
 Foto: Forsvaret, Twitter

Der bliver set med stor alvor på de tre gaslækager, som er fundet i Østersøen.

Og nu er det - takket være Forsvaret - også muligt for os andre at få syn for omfanget af de tre læk på gasledningen Nord Stream, der ligger ud for Bornholm.

Den mindste af dem danner en cirkel på cirka 200 meter, mens den største af dem skaber uro på overfladen på godt en kilometer i diameter.

Vil fortsætte i flere dage

På Forsvarets billeder kan man se, hvordan det bobler i vandoverfladen, ligesom det med de nye luftfotos også står klart, at omfanget af lækagerne er meget store.

Det var mandag, at den første lækage på Nord Stream 2-forbindelsen blev konstateret cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.

Og tirsdag morgen blev der så fundet yderligere to lækager på Nord Stream 1 nordøst for Bornholm.

Begge gasledninger er ude af drift, og ifølge Energistyrelsen vil der sandsynligvis strømme gas ud i flere dage.

- Begge rør er gasfyldte. Og der er rigtig meget i dem. De går jo helt fra Rusland til Tyskland. Så der skal rigtig meget gas ud, siger Direktør for Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw til Berlingske.

Ifølge Energistyrelsen så er gasboblerne fra gaslækket mere end 100 meter i diameter, har de tidligere oplyst til Reuters.

Det skete i forbindelse med en overflyvning, hvor danske F-16-fly har været på vingerne for at fotografere området.

Mængden af de store bobler afslører også, at hullet er meget stort, lyder det videre.

Fregatten Absalon og miljøskibet Gunnar Thorson er tirsdag på vej til området for at håndhæve et forbud mod, at man sejler nær lækageområderne.

Det russiske gasselskab Gazprom har lukket for Nord Stream 1 indtil videre, mens Nord Stream 2 aldrig nåede at komme i drift. Begge indeholdt dog gas under tryk.

Meget alvorligt - og næppe tilfældigt

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag understreget, at de danske myndigheder tager gaslækagerne i Østersøen meget alvorligt.

Det understreges af, at en række danske myndigheder tirsdag har sat sig sammen i Den Nationale Operative Stab - forkortet Nost - for at koordinere håndteringen af de tre læk på Nord Stream-gasledningerne ud for Bornholm.

Oplysningen bekræftes af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn tirsdag.

- Det er næppe tilfældigt. Det ser mærkeligt ud, at der er tre udslip af den karakter umiddelbart efter hinanden. Så det tager vi selvfølgelig meget alvorligt, siger Jeppe Kofod.

Tirsdag gav lækagerne også anledning til at en række myndigheder samlede sig i den danske krisestab National Operativ Stab (NOST).

Her skulle de koordinere håndteringen af den gaslækage, der er opstået på gasledningerne fra Nord Stream 1 og 2 i havet ud fra Bornholm.

Sponsoreret indhold