Seebach: Det er svært at synge fars sange
Det er 10 år siden, Rasmus Seebach mistede sin far, sangeren Tommy Seebach. Men faderen efterlod sig ikke bare Rasmus, hans bror og søster og hans mor. Han efterlod også et sangkatalog, som Rasmus Seebach føler sig mere og mere sikker ved at udforske.
Da Rasmus Seebach udkom med sit andet album i 2011, var der en kærlig hilsen til faderen i form af sangen "Under stjernerne på himlen", der var et af Tommy Seebachs helt store numre.
På det nye album, "Ingen kan love dig i morgen", har Rasmus Seebach igen valgt at fortolke en af sin fars sange.
- Det er klart, at jeg har været i tvivl om hvorvidt, jeg skulle have et af min fars numre med igen. Men jeg elsker den sang, og jeg elsker budskabet. Det var min fars store kærlighedserklæring til min mor, fortæller han til Newspaq.
Wozniacki: Intim nat med Seebach
Sangen "Du' det dejligste" kom derfor med på albummet.
- Jeg synes, det er en så fin måde, jeg kan ære min far på. Hvis han sidder deroppe et sted, her i mit hjerte og han er med mig rundt, som jeg jo føler, at han er, så kan jeg mærke, at han ville få en optur, når han ser, at hans sang, den står de altså og skråler med på nede på festivalspladserne.
Men for sangeren selv kan det stadig godt være hårdt at synge de sange, han gennem sin barndom hørte sin far spille ved klaveret.
Ikke mindst fordi, han godt kan høre, at hans egen stemme minder rigtig meget om sin fars.
- Det kan være svært, men - eller ikke noget men, faktisk. Det ER svært, siger han ærligt.
- Men jeg synes også, at det er en stor oplevelse at se, at min mor og min bror og min søster bliver virkelig rørte, når de står ude til mine koncerter, og jeg synger de her sange, som vi jo heldigvis stadig har fra min far, fortæller han.
På sit første album valgte Rasmus Seebach helt bevidst ikke at have en af farens sange med.
- På en eller anden måde skulle jeg bevise, at jeg godt kan lave mine egne sange, siger Seebach, der nu kan kalde sig Danmarks hurtigst sælgende artist.
I marts var det 10 år siden, hans far døde. Men for Rasmus Seebach vil sorgen aldrig forsvinde.
- Jeg kan stadig vågne og føle, at jeg har været sammen med ham for et splitsekund siden i en drøm. Og så kan jeg se på puden, at jeg har grædt om natten, fortæller Rasmus Seebach.
Rasmus Seebach tog kæresten med på job
- Men jeg synes også, at sorgen bliver vendt på en måde, så man begynder at synes, at det er rart at mindes. Men jeg kommer aldrig derover, hvor jeg ikke længere bliver ked af det. Selv når jeg bliver 80 år vil jeg stadig tænke "åh, min gamle far", siger han.