Nyheder9. februar 2016

Dansk Oscar-instruktør i L.A.: Selvfølgelig vil jeg vinde!

Den danske instruktør, Tobias Lindholm, præsenterede mandag aften sin film, 'Krigen' til amerikanerne.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/2003669_krigen_still_92a9317_dan_print.jpg

LOS ANGELES/SE og HØR: Han føler allerede han har vundet, men alligevel vil den danske instruktør, Tobias Lindholm, gerne have Oscar'en med hjem til Danmark.

Det fortalte han til en fyldt biograf i Santa Monica, Californien, sent mandag aften. SE og HØR var inviteret af World Affairs Council til at se 'Krigen', som på amerikansk hedder 'A War'.

Efter visningen spurgte SE og HØR, om Tobias tror, at filmen kan vinde Oscar-statuetten, når det amerikanske filmakademi den 28. februar uddeler priserne. Lige nu er den ungarske film, 'Son of Saul' storfavorit - ikke mindst fordi, at denne vandt 'Grand Prix'-prisen i Cannes, Frankrig og 'Golden Globe'-prisen i USA.

- Jeg aner det ikke. Disse fyre (i filmen, red.) gik i krig, da de var i starten af tyverne, så i min optik har vi allerede vundet, fordi jeg fik lov at tale med dem. Og at vi så blev 'shortlisted' (udvalgt, red,) og nomineret - rejsen med denne film har været ekstrem. Disse drenge blev meget hurtigt voksne, så bare det, at havde mod til at dele deres historier med mig, og at jeg var i stand til at give budskabet videre, var rigeligt. 'Son of Saul' er en god film, og hvis den vinder, fortjener den det. Men vi er selvfølgelig kommet for at kæmpe, og jeg vil selvfølgelig gerne vinde. Men det var ikke formålet med at lave filmen, sagde Lindholm til SE og HØR.

Mange af amerikanerne der så filmen genkendte både Pilou Asbæk og Søren Malling på Danmarks Radios 'Borgen', som har en stor fan-base i USA. 'Borgen' sendes lokalt på kanal to i Los Angeles, og derfor er Pilou og co. allerede stjerner i mange amerikaneres øjne.

Blandt publikam var flere medlemmer af det amerikanske filmakademi - altså folk med stemmeret til Oscar-prisen. Alligevel følte Tobias sig kæk nok til at komme med en frisk kommentar til danskernes forhold til at gå i krig.

- Jeg ville gerne lave en film, der handler om vores generation, der pludselig stod over for beslutningen om at gå i krig efter den 11. september. Inden havde vi kun kæmpet mod tyskerne i Andens Verdenskrig, og efter fem timer gav vi op. Så som I kan forestille jer, så har krig defineret vores generation, sagde Lindholm.

Sponsoreret indhold