Sex & Samfund bakker op om højere abortgrænse
Sex & Samfund ser med tilfredshed på anbefalingen fra Det Etiske Råd om at hæve abortgrænsen til 18 uger.
Det siger generalsekretær Majbrit Berlau til Ritzau.
- Vi noterer os med tilfredshed, at etisk råd anbefaler at hæve abortgrænsen. Vi har selv fra starten af året anbefalet at hæve grænsen.
Det er et flertal i Det Etiske Råd, som anbefaler, at grænsen bliver løftet fra 12 uger til 18 uger.
Det er der flere stærke argumenter for ifølge Majbrit Berlau.
- Vi laver trygge og sikre aborter i dag, faktisk helt op til uge 22, og de bliver jo gennemført sikkert og forsvarligt, siger hun.
Derudover fremhæver hun de fosterundersøgelser, som gravide tilbydes.
I starten af graviditeten tilbydes blandt andet en scanning af fostrets nakkefold, som foretages omkring uge 12. Undersøgelsen viser, om barnet vil blive født med Downs syndrom.
- Det betyder, at vi (i dag red.) giver nogle sundhedsinformationer, som forældrene slet ikke har mulighed for at agere på, siger Majbritt Berlau.
Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, og det er 9 ud af dem, som anbefaler at hæve grænsen. Fire medlemmer argumenterer for, at grænsen bør sættes ved 15. uge med hensyn til fostret.
Resten af medlemmerne ser ikke et behov for at hæve grænsen.