Nyheder20. december 2018

Jens Jacob Tychsens trick: Shopper natten før jul

Den 43-årige skuespiller Jens Jacob Tychsen lægger familien i seng lillejuleaften – og så går han i Bilka, hvor han bruger natten på at få styr på de sidste indkøb og gaver.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jens_jacob_tychsen.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Bare tanken om den lange liste med julegaver, der skal købes, kan få sveden frem på de flestes pander.

Men for 43-årige Jens Jacob Tychsen er den slags julestress en ting, der hører fortiden til.

– Det sjove er, at jeg har fundet ud af, at det bedste tidspunkt at handle ind, er den 23. december sent om aftenen. Så har du stort set det hele for dig selv, råder den populære skuespiller, der i øjeblikket kan nydes i ”Theo & den magiske talisman” på DR1.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/theo_den_magiske_talisman_2.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Optagelserne til årets DR-julekalender stod på det meste af vinteren og foråret. – Når man optager så meget og så længe, bliver man sammentømret, og man begynder at drømme om det hus, man har i serien, og at man spiser morgenmad med børnene, siger Jens Jacob – her med sin filmfamilie i form af morfar (Bjarne Henriksen), mor (Maria Rossing), Theo (Kian Lawson-Khalili) og lillesøster (Eva Klie Rubow). (Foto: Thomas Laursen)

– Sidste år var vi i Jylland at holde jul. Der lagde jeg hele familien i seng, og så kørte jeg i Bilka klokken halv et om natten.

Jeg købte de sidste madvarer, og mange af de gaver, jeg skulle have, kunne købes der.

Det var så surrealistisk, for jeg havde stort set hele Bilka for mig selv, smiler Jens Jacob Tychsen, som atter kunne kravle ned under dynen til sin kone Anette Toftgård klokken halv fire.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/theo_den_magiske_talisman_3.jpg
 (Foto: DR/Ulrik Boel Bentzen)

Børnene i årets julekalender får stor ros fra erfarne Jens Jacob. – Vi havde det så sjovt og hyggeligt. Det er en fryd, når man har at gøre med tre megatalenter som dem. (Foto: DR/Ulrik Boel Bentzen)

Hader stress og jag

Som for mange andre fædre i en familie med små børn er det vigtigste for ham, at ungerne får nogle gode stunder og traditioner.

– Det, der gør mig glad, er at se børnenes glæde. Og at dem, jeg holder af og er sammen med i julen, slapper af og er glade, siger Tychsen.

– Stress og jag er forfærdeligt, og det er også derfor, der ofte opstår store konflikter i julen, som egentlig mest handler om, hvor sprød anden er, og alt det fis, siger ”Badehotellet”s hr. Weyse, som arbejder på at lære sin syvårige søn noget om julens magi.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/jens_jacob_tychsen_og_anette_toftgaard_og_soennen_louis.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Privat er det tidligere TV-vært Anette Toftgård på 47 år og sønnen Louis, som har fornøjelsen af Jens Jacob Tychsen. (Foto: Thomas Laursen)

– Jeg tænker tilbage på julen hos mine bedsteforældre. Det var meget traditionelt. Vi skulle gå ud af stuen, og så blev de store skydedøre lukket, inden lysene blev tændt.

Det var fantastisk – sammen med forventningen om, at julemanden kom, og vi var lidt bange for ham, fortæller Jens Jacob Tychsen.

Luksusjulemand

I år holder han selv jul sammen med sin kone Anette Toftgård og deres syvårige søn Louis i deres hjem i København.

– Både Anettes familie og min familie bor i Jylland. I år kommer Anettes familie herover, og så tager vi til Jylland til min familie enten lidt før eller efter jul, siger Jens Jacob, som måske også selv skal optræde lidt på den højhellige aften.

– Det er forskelligt, hvem der får julemandskostume på. Men jeg har investeret i et luksusjulemandskostume, smiler skuespilleren.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/badehotellet_-_jens_jacob_tychsen.jpg
 (Foto: TV2/Mike Kollöffel)

Til januar kan du atter opleve Jens Jacob Tychsen som hr. Weyse i ”Badehotellet". (Foto: TV2/Mike Kollöffel)

5 hurtige

– And eller flæskesteg?

– And. Jeg skulle lige smage efter.

– Solferie eller skiferie?

– Solferie. Jeg tror ikke, det er godt med mig på ski.

– Er du overtroisk?

– Ja, jeg er troende, og jeg tror også på Loch Ness-uhyret.

– Give gaver eller få gaver?

– Jeg vil helst give gaver.

– Konfekt eller æbleskiver?

– Jeg tager begge dele.

Sponsoreret indhold