Nyheder18. juli 2018

Sigurd Barrett: Døtrene er de nye makkere

Sigurd Barrett og hans døtre Ellinor og Dagmar bobler af begejstring, for snart står de sammen på scenen i en teaterkoncert om Danmarkshistorien.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sigurd_barrett.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

På taget er der græs, og indefra flyder tonerne.

Bjælkehytten, der emmer af hygge, huser den 51-årige musiker og entertainer Sigurd Barrett, hans 27-årige kæreste Heidrun Petersen, og hver anden uge i spredt fægtning hans fem børn i alderen 12-23 år.

To af dem, 12-årige Ellinor og 17-årige Dagmar, tilbringer lige nu mere tid med farmand end sædvanligt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sigurd_barrett_2.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Sigurd Barrett er højt oppe. Både bogstaveligt – på taget af sit hus – og fordi han skal arbejde sammen med døtrene Dagmar og Ellinor. (Foto: Dan Mariegaard)

Sammen har de nemlig gang i et stort teaterprojekt bygget over succesen ”Sigurds Danmarkshistorie”.

En idé, der opstod under en koncert på Slagelse Teater.

– Hvorfor egentlig ikke tage skridtet fuldt ud? Det, jeg laver, er jo en slags teater, fortæller Sigurd om sit indfald – og da han ikke er en mand med langt fra idé til handling, gik han straks i gang med at forhøre sig og fik anbefalet instruktør Louise Schouw.

– Hun var med på ideen med det samme, og i løbet af nul komma nul dut havde 22 teaterforeninger købt den endnu ikke påbegyndte forestilling, som skal være for både børn, forældre, bedste- og oldeforældre.

– Jeg er vant til, at det går hurtigt i mit liv, men det her er alligevel kommet bag på mig, siger Sigurd lidt fortumlet.

Kongelig drøm

Det slutter dog ikke her.

For når man nu er gang med at drømme, kan man lige så godt gøre det stort, så Det Kgl. Teater blev også lige spurgt ... og sagde ja.

Så nu er de min samarbejdspartner, siger han og ligner en, som ikke rigtig har fattet det selv.

Fattet det har Ellinor og Dagmar imidlertid, og de glæder sig helt vildt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sigurd_barrett_3.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

– Hvad vil det sige at være dansker? Det er et stort spørgsmål, forklarer Sigurd noget af sin succes med at fortælle den danmarkshistorie, som nu også bliver en teaterkoncert med i alt 60 forestillinger rundtom i landet.(Foto: Dan Mariegaard)

For ikke bare har de fået musikken ind med modermælken, der spirer også nogle små skuespillere i deres maver.

– Jeg går altid og spiller roller med mig selv. Mine kammerater synes skiftevis, det er megasjovt og vildt irriterende, fortæller Ellinor.

Sammen deler søstrene rollen som Sofie, der kommer til at pille ved fars tidsmaskine og sendes tilbage til istiden, hvor hun så må kæmpe sig op til nutiden igen.

– Det er en drøm, der går i opfyldelse, og så får vi samtidig prøvet, om det også er noget i virkeligheden, siger Dagmar.

Hundset rundt

At de skal arbejde sammen med deres far, tager de stille og roligt.

– Så kender man jo ligesom hinanden. Det er nok en fordel, selv om man så også er hurtigere til at flippe ud, end man ville være over for en fremmed, mener de.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sigurd_barrett_4.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

– Jeg har haft alle mine børn med på job i en eller anden forstand, men aldrig i så stort et projekt. Den mulighed har jeg ikke haft før, siger Sigurd, som er lykkelig over, at både Ellinor og Dagmar kan få det til at gå op med henholdsvis folkeskole og gymnasium. (Foto: Dan Mariegaard)

Fælles for trekløveret er dog, at det er nyt for dem alle.

For ganske vist har de alle spillet, sunget og optrådt i massevis, men for Ellinor og Dagmars vedkommende ikke i den målestok, og far Sigurd – ja han skal vænne sig til at rette ind.

– Det er første gang, jeg skal instrueres.

– Jeg er vant til at være min egen chef og improvisere meget, så her skal jeg vænne mig til, at Louise (Schouw, red.) fortæller mig, hvor jeg skal stå og gå, og så gøre det til hver forestilling, siger den stolte far.

Premieren på "Sigurds Danmarkshistorie", som allerede er udsolgt, er den 9. september på Det Kgl. Teater, hvor de spiller 14 gange.

Sponsoreret indhold