Chok! Silas Holst og Johannes Nymark skal skilles
Silas Holst og Johannes Nymark skal skilles. Det skriver Johannes Nymark på sin Instagram.
- Livet er fuldt af udfordringer og op- og nedture. Det er fuldt af kærlighed, sorg, travlhed og alt muligt andet som gør, at det ikke altid flasker sig som vi havde forestillet os det. Silas og jeg har valgt at skilles som kærester og ægtemænd- men vi bliver sammen som tætte venner og ikke mindst som forældre til vores to fantastiske børn. Den gnist, der holdt os sammen som par, er på udramatisk vis og uden indblanding fra en tredjepart, forsvundet. Børnene skal skånes og vi ønsker plads til at finde den rigtige plads til os selv og vores lille familie. Det beder vi alle om at respektere, skriver skuespilleren og sangeren på sin Instagram og Facebook.
Artiklen fortsætter under billedet.
Silas Holst bekræfter ligeledes bruddet på sin Facebook.
Meget tyder altså på, at bruddet er ganske udramatisk. Silas Holst har kommenteret med et hjerte på Johannes Nymarks Facebook-update, og Johannes har kvitteret med tre hjerter på Silas' update om skilsmissen.
Silas Holst og Johannes Nymark har sammen med Silas' gymnasieveninde Louise Mahnkopf datteren Maggie My på tre og sønnen Bob Jones på 11 måneder.
Silas Holst, Johannes Nymark og Louise Mahnkopf boede alle tre sammen med deres børn i et hus i Brønshøj. Silas og Johannes på nederste etage, mens Louise boede på øverste. Sammen medvirkede de også i Kanal 4-programmet "Silas - mig, min mand og "min kone"".
Parret mødte hinanden i 2010 til en én-aftensforestilling i teaterkælderen på Det ny teater. De brød sig egentlig ikke om hinanden til at starte med.
- Vi snakkede ikke sammen. Der gik noget tid og i lang tid brød vi os slet ikke rigtig om hinanden, fortalte Johannes Nymark dengang til BT.
De iskolde følelser blev hurtig vendt til amoriner, og i 2013 blev de gift i Las Vegas. Efterfølgende holdt de også et bryllup hjemme i Danmark, nærmere bestemt på Møn, hvor blandt andet Pernille Højmark og Christiane Schaumburg-Müller var på gæstelisten.