Simone tror på Grand Prix-sejr
To gange tidligere har den unge sangerinde Simone Egeriis optrådt på melodi grand prix-scenen, men begge gange er hun endt som nummer tre. Hun håber derfor, at tredje gang er lykkens gang.
- Jeg går selvfølgelig efter førstepladsen. Jeg tror, at jeg har bedre vinderchancer med den her sang. Den rammer nok lidt bredere og dermed lidt flere mennesker, end de først to gjorde, siger Simone Egeriis.
Den 23-årige sangerinde bliver dog ikke decideret skuffet, hvis hun ikke skal repræsentere Danmark ved Eurovision i Sverige.
- Det er en kæmpe oplevelse bare at få lov til at optræde til melodi grand prix. Jeg har haft det fint de to andre gange, så jeg er sikker på, at jeg også vil have det fint, hvis jeg ikke vinder den her gang. Men jeg går helt klart efter sejren, siger hun.
Sangerinden, der vandt "Scenen er din" i 2004, er også mere rolig omkring at skulle optræde foran så mange mennesker i sangkonkurrencen denne gang.
- Nu har jeg prøvet det et par gange og ved, hvad det hele handler om. Det gør mig nok mere rolig. De sidste to gange har jeg givet den gas og gjort mit bedste, og det er også det, jeg skal gøre i år, siger hun.
[node:aller-related-content]
Simone Egeriis har siden sidst arbejdet med musikken, og hun drømmer om at komme til at stå på scener i udlandet. Der kunne Eurovision-scenen i Sverige være en god start.
- Det ville være en stor oplevelse at komme videre og få lov til at optræde for endnu flere mennesker og også få ens navn lidt mere ud i Europa. Jeg drømmer om en international karriere. Det er målet, siger hun.
Det danske melodi grand prix afholdes den 13. februar i Horsens.