Sker i denne uge: Årets varmeste dag
SENESTE: Kan blive 20 grader
Den vind og det vinterlige nedbør, som danskerne har skullet døje med over weekenden, er et overstået kapitel for denne gang, siger Jens Lindskjold, der er meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Allerede her fra morgenstunden har vi markant roligere vindforhold. Temperaturerne derude ligger lige omkring frysepunktet, men som dagen skrider frem, skal vi nok få en del sol at se, siger han.
Mandag kommer temperaturen op på omkring ti grader, lyder det fra meteorologen.
Tirsdag og onsdag kommer temperaturen til at stige endnu et nøk.
- Onsdag bliver den varmeste dag i ugen med temperaturer op til 17 grader, og det kan dermed blive den varmeste dag i år indtil nu, siger Jens Lindskjold.
Varm men ikke solrig
Selv om onsdag kan blive årets hidtil varmeste dag, er det ikke nødvendigvis ugens mest solrige dag.
- Der kommer også en masse skyer, og der kan også komme lidt regn onsdag, men det er en markant anderledes følelse, når man er udenfor. Der kommer lidt forår i luften, siger Jens Lindskjold.
Sådan bliver påsken
Til påske senere på ugen lover DMI sol, men dog lidt lavere temperaturer.
- Når vi kommer ind i påskedagene, ser det ud til, at den varme luft fortrænger mod øst igen, og vi kommer ind i en lidt køligere luft, der dog ser ud til at være ganske tør og have gode solchancer, lyder det fra meteorologen.
Står påskedagene på æggejagt eller en gåtur, kan man ifølge DMI forvente at gøre det imellem 10 og 12 graders varme.
Desuden er det ifølge Jens Lindskjold slut med at beklage sig over, at der er sne i april måned.
- Vi går ind i en forholdsvis rolig periode uden de store udsving og vejrfænomener, der giver danskerne problemer. Det ser ud til at være et overstået kapitel.
- Så vi går stille og rolig mod det varmere og mere behagelige forårsvejr, siger han.