Nyheder3. oktober 2023

Skoleaktør bakker op om Mettes Aula-udmelding

Flere aktører på skoleområdet er glade for, at statsministeren sætter fokus på folkeskolen - og Aula - i sin åbningstale
Aula var med i statsminister Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget.
Aula var med i statsminister Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På Aula er det én lærer, der skriver. Men det er 27 forældre, der svarer.

Det siger Skole og Forældre, som er landsorganisation for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen.

De peger på, at forældresamarbejdet skal være præget af bedre kommunikation - ikke nødvendigvis mere kommunikation.

- Vi skal tilbage til en mere dialogbaseret model, hvor vi ser hinanden i øjnene og opbygger tillid, lige så snart børnene starter i skole, siger landsformand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg til Ritzau.

Udmeldingen kommer i kølvandet på statsminister Mette Frederiksens (S) tale ved Folketingets åbning tirsdag.

I talen nævner statsministeren netop Aula og forældres involvering i deres børns skolegang som en faktor, der kan være med til at kompromittere lærernes autoritet.

- Man må ikke, i misforstået omsorg, fratage læreren rollen som den voksne, der bestemmer i klassen, siger statsministeren.

Mette Frederiksen (S) nævner også fokus på mere praksiserfaring i undervisningen og en nedskalering af de mange læringsmål i folkeskolen.

Det er både Skole og Forældre, Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening og Danske Skoleelever positive overfor.

Laura Poulsen, formand for Danske Skoleelever (DSE) er glad for, at statsministeren pegede på en mere praksisfaglig skole, som skal være til gavn for alle elever - ikke kun for den skoletrætte dreng.

- Det er vigtigt, at vi har fokus på, at den praksisfaglige og varierede skole også er for alle os elever, der synes, at det boglige er fedt, siger hun.

I Skolelederforeningen er man også glad for, at Mette Frederiksen (S) mener, at lærerne skal kunne tilrettelægge undervisningen mere frit.

Men det er vigtigt, at det går hånd i hånd med for eksempel en afskaffelse af flere af eksaminerne i 9. klasse, siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

- Eleverne skal igennem 12 eksamener på tre uger. Det betyder, at helt ned til 6. klasse begynder vi at gøre klar til eksamener. Så når statsministeren ønsker mere praksiserfaring, nytter det ikke noget, hvis vi har den her meget akademiske afslutning på skoletiden, siger han.

I Danmarks Lærerforening peger formand Gordon Ørskov Madsen på, at der også er store problemer med folkeskolens økonomi.

- Statsministeren siger, at vi aldrig har brugt så mange penge på skolen, som vi gør i dag. Mange af pengene bliver brugt på specialundervisning, så den normale undervisning bliver udsultet, siger han.

Det betyder, at mange af de forebyggende indsatser i folkeskolen bliver sparet væk, tilføjer han.

- Vi har brug for at omlægge økonomien i folkeskolen, og det er jeg glad for, at statsministeren tager fat på, siger lærernes formand.

Sponsoreret indhold