Slår fast: Her er påsketrafikken værst

LÆS OGSÅ: Påske på langs: Kendt dansker skal have ny hofte
Påsken er lige om hjørnet, og det betyder frokoster, chokoladeæg og en god portion tålmodighed i trafikken.
For hvis du har planer om at ramme vejene de kommende dage, skal du forberede dig på tæt trafik og risiko for kø.
Det slår vagthavende hos Vejdirektoratet David Beheineh fast, da SE og HØR taler med ham om netop påsketrafikken.
Ifølge Vejdirektoratet bliver onsdag og torsdag de helt store udrejsedage. David Beheineh opfordrer bilister til at styre uden om de værste myldretidspunkter: onsdag mellem kl. 14 og 18 og torsdag mellem kl. 10 og 14.
- Hvis du kan, så kør uden for disse tidsrum.
I disse perioder er der risiko for tæt trafik og mindre kødannelser, især på de store motorveje.
Når påsken er ovre, og det bliver tid til at vende næsen hjemad, ser det heldigvis lidt bedre ud. Hjemrejsetrafikken fordeler sig nemlig over fire dage fra den 18. til den 21. april.
Her forventer Vejdirektoratet, at trafikken bliver mere spredt, selvom de store strækninger mellem København, Fyn og Jylland samt vejene til sommerhusområderne stadig kan blive pressede.
David Beheineh minder i øvrigt om, at det altid er en god idé at tjekke trafikinfo.dk, inden du kører. Her kan du se, om der er kø eller lignende på den rute, du har tænkt dig at køre.
Pak også lidt mad og drikke til turen, så du er klar, hvis rejsen trækker ud.