Slut med at "dræbe" nedfrosne æg: Absurd regel
Ikke alle kvinder kan eller vil blive gravide, når deres fertilitet er på sit højeste. Men kvinder kan nedfryse deres ubefrugtede æg til et senere tidspunkt.
Der er dog en grænse. Efter fem år i fryseren bliver æggene destrueret.
Det skal laves om. Alle regeringspartierne er blevet enige om at ophæve fem årsgrænsen på nedfrysning af kvinders æg uden medicinsk indikation - såkaldt "social freezing".
- Det er helt absurd, at man ødelægger æggene efter fem år, når de først har været igennem ægudtagning, siger Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin.
Hun henviser til, at processen med at få udtaget æg er "rigtig hårdt for kvindekroppen". Det er ikke noget, man "bare gør".
I oktober 2020 blev der indgået en politisk aftale om at ophæve femårsgrænsen for nedfrysning af æg i forbindelse med fertilitetsbehandling eller sygdom. Men "social freezing" blev ikke inkluderet i den omgang.
Det skal den nu.
Den nye aftale skal gøre det muligt for kvinder at opbevare deres æg til det 46. år, som er aldersgrænsen for fertilitetsbehandling i det offentlige.
- I dag har vi et ligestillingsproblem, når det gælder nedfrysning af kønsceller. Mænd kan opbevare deres sædceller uden tidsbegrænsning, siger Monika Rubin.
Regeringen vil nu indkalde de andre partier for at drøfte mulige afledte økonomiske effekter af forslaget og finansiering.
Kvinder betaler i forvejen selv for at få udtaget æg og frosset dem ned. Så de eventuelle ekstra omkostninger, der vil være ved at ophæve fem årsgrænsen, er minimale, siger Monika Rubin.
Ifølge hende kan der med ophævelsen være flere kvinder, der fryser deres æg ned, og derfra så skal i fertilitetsbehandling efterfølgende.
- De data, vi har fra andre lande, tyder ikke på, at det er en voldsom stigning, der vil komme, siger hun.
Monika Rubin anerkender, at den umiddelbare bekymring ved ophævelsen kan være, at endnu flere kvinder venter med at få børn til senere i livet, men hun deler ikke bekymringen.
- Det er rigtig hårdt for kvindekroppen, og det er brugerbetalt. Så der vil ikke være en helt masse kvinder, der gør det, siger hun.
- Der vil være enkelte kvinder, der gør det som en form for forsikring, og den synes vi, de skal have. Og så skal der ikke være nogen, der ødelægger deres æg efter fem år.