Søren Gade aflyser rejse for at deltage i Søren Papes bisættelse

Søren Gade, der er politiker for Venstre og formand for Folketinget, forkorter sin rejse til Indien, så han kan nå hjem til bisættelsen for Søren Pape, der finder sted lørdag formiddag.
Det skriver TV Midtvest.
- Jeg skule have været fløjet hjem på lørdag, men har fået ombooket mit fly, så jeg i stedet rejser hjem fra Mumbai via Dubai til København på fredag. Dermed kan jeg heldigvis nå at være med i domkirken i Viborg lørdag formiddag, fortæller formanden til mediet.
Søren Gade er lige nu på besøg i Inden med Folketingets Præsidium, hvor han holder møder med prominente folk fra landet.
Søren Pape Poulsen døde lørdag klokken 13.13, efter han fredag pludselig fik en hjerneblødning midt i et hovedbestyrelsesmøde i Vejen.
Han blev blot 52 år gammel. Bisættelsen finder sted 9. marts i Viborg Domkirke.