Søren Pape Poulsen indrømmer: Min mand har sagt forkerte ting
Statsministerkandidat Søren Pape Poulsen har netop indrømmet, at han har sagt forkerte ting om sin mands baggrund og beklager at have viderebragt forkerte oplysninger.
Det skriver han i et opslag på Facebook.
– Min mand har sagt ting, som er forkert, mens andet er baseret på misforståelser. Det er oplysninger, som også jeg har viderebragt, men i god tro. Meget af det er tilbage fra min mands barndom. Nu ser vi frem, også i mit privatliv, men først vil jeg også se tilbage, skriver han.
Torsdag beklagede Pape et møde med regeringstoppen fra Den Dominikanske Republik, hvor Papes mand, Josue Medina Vasquez Poulsen, kommer fra, under en ferie i 2018. Dengang var Pape justitsminister.
Pape informerede ikke Udenrigsministeriet om mødet, hvilket ministre ellers normalt gør, når de mødes med medlemmer af andre landes regeringer.
Og det skulle Pape have gjort, sagde han i programmet "Lippert" på TV 2 News.
Historien er beskrevet i flere medier. Ekstra Bladet har desuden bragt en række historier, som afdækker, at Josue Medina Vasquez Poulsen har oplyst forkerte ting om sig selv. Ting, som Pape altså har viderebragt offentligheden.
– Forkerte oplysninger er ikke i orden, og jeg vil fremadrettet sikre mig, at det ikke gentager sig, afslutter Pape.
Opdateres …