Nyheder17. december 2016

Sofie Gråbøl holder jul med eksmanden

Når forældrene bliver skilt, får børnene ofte to juleaftener, men ikke hjemme hos Sofie Gråbøl.
https://imgix.seoghoer.dk/media/4dd9ad2785c148098a90221c773194a3.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Når forældre vælger at gå hver til sit, bliver børnene ofte tvunget til at holde to juleaftener. En ved mor og en ved far. Derfor kan julen nogle gange være forbundet med et afsavn til den forælder, der ikke er til stede den 24. december.

Men sådan ser det ikke ud hjemme hos skuespillerinden Sofie Gråbøl.

I 2006 blev hun skilt fra sin daværende mand Jacob Thuesen, men det betyder ikke, at de to ikke længere har noget med hinanden at gøre.

- I de ti år, vi har været skilt, har jeg holdt jul med ham. Så vi holder juleaften med vores børn, min familie og min eksmands familie, røber "Forbrydelsen"-stjernen.

- Vi gør det, fordi glæden jo er at holde jul for vores børn, og det vil alle gerne opleve og samles om. Vi holder jo også meget af hinanden på kryds og tværs, så det er en rigtig dejlig måde at gøre det på, siger Sofie Gråbøl.

Den prisbelønnede skuespillerinde begrunder desuden beslutningen med, at begge familier ikke er særlig store, og at det derfor ville være en anelse trist at holde to små juleaftener, hvor den ene forælder ikke er til stede.

- Den løsning, synes jeg altså klart, er den bedste, fortæller hun.

Ud over at fejre juleaften med sin eksmand har Sofie Gråbøl også en anden tradition, som hun gør sig i.

Når klokken slår 12 den 24. december drager hun til Røde Kors sammen med kollegaen Peter Mygind. Her læser de blandt andet juleevangeliet og synger sange for folk, der ellers ikke har nogen at fejre jul sammen med.

- Så kan det godt være, at jeg ikke går i kirke, men jeg er så glad for den tradition. Det er min markering af at julen handler om mere, end hvor meget man kan æde, og hvor mange gaver man får. På den måde bliver jeg lige mindet om, hvad julen egentligt handler om, siger hun

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold