Sofie Gråbøl: Jeg minder om Sarah Lund
I aften begynder den nye sæson af successerien "Forbrydelsen". Hidtil har den 41-årige skuespiller Sofie Gråbøl blankt afvist, at hun og den indelukkede hovedperson har det mindste til fælles. Men nu er hun blevet klogere - enten på sig selv eller på sin rolle.
- I starten syntes jeg, hun var meget langt fra mig, men der er da ting, jeg godt kan genkende. Jeg er også et meget blufærdigt menneske og måske mere bange for at smække det hele på disken, end man måske lige ser, fortæller Sofie Gråbøl til B.T.
Nogle karaktertræk kan Sofie Gråbøl dog ikke nikke genkendende til.
- Hun er en sær snegl og følelsesmæssigt forkrøblet på en eller anden måde og grundlæggende en ensom person, fortæller skuespilleren om sin rolle, som seerne i aften klokken 20.00 ser for første gang siden afslutningen af "Forbrydelsen I".
I de foregående 2 år siden Sarah Lund opklarede mordet på Nanna Birk Larsen, har hun arbejdet som betjent i Gedser, hvor hun har slået sig ned uden kæreste og barn. I forbindelse med mordet på en advokat bliver hun hentet til København for at bistå med opklaringen.