Sofie Linde bekræfter: Sanne er ny dommer i "X Factor"
Sanne Salomonsen er helt sikkert på vej til dommerbordet i "X Factor".
Ingen fra DR ville i sidste uge bekræfte nyheden, da både BT og ugebladet Tæt På skrev historien.
- Jeg har ingen kommentar til det, men vi i inviterer snart til pressemøde, hvor vi præsenterer de tre dommere til den kommende sæson, skrev DR's underholdningschef Jan Lagermann Lundme i en mail til BT.
Men den bekræftelse kommer så nu fra programmets vært Sofie Linde.
- Jeg ser jo frem til både at møde Sanne, som er den nye dommer og lære hende at kende, sagde Sofie Linde i går til SE og HØR, da hun var på vej til Robbie Williams-koncert.
Det skulle altså være helt sikkert nu, at Sanne Salomonsen er den nye dommer i årets "X Factor", og altså overtager pladsen fra Mette Lindberg.
Det var i går, at det kom frem, at Sofie Linde tager endnu en tur som "X Factor"-vært.
- Det var ekstremt nervepirrende at sidde og vente på det opkald, hvor jeg ville få at vide, om jeg skulle med ombord igen. Derfor blev jeg meget glædeligt overrasket, da de ringede og fortalte mig den fantastiske nyhed. Man kan ikke tage det som en selvfølge at blive valgt til at være værtinde for X Factor år efter år. Jeg havde faktisk næsten afskrevet håbet om at få endnu en sæson, fortalte Sofie Linde til DR.dk, da nyheden kom frem.
Sanne Salomonsen har siden sin debut tilbage 1970'erne været et kæmpe navn i dansk musik. Hun har udgivet utallige albums og singler, og er blevet kendt som hele Danmarks Rockmama.
I 2006 blev der dog sat en stopper for musikken. Sanne blev nemlig ramt af en blodprop, der gjorde, at hun i flere år ikke kunne stå på scenen.
Hun kæmpede sig dog tilbage, og i dag mærker hun ikke noget til blodproppen.
– Man kan slet ikke høre noget, når jeg synger. Nogle gange kan man se noget, når jeg bliver træt. Så kan jeg mærke det i mit ene knæ, har Sanne Salomonsen fortalt til SE og HØR.
– Men jeg er sgu ligeglad. Jeg var heldig. Jeg overlevede, jublede rockmamaen tidligere på året.
Du kan se flere billeder af Sanne Salomonsen i galleriet herunder