Nyheder31. august 2018

Sofie Linde og Joakim Ingversen har købt hus

Parret har fundet drømmehuset og er klar til at "komme på græs"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/zulu_comedy_galla_2018_tsl_20180830_0217.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Sofie Linde, 28, og Joakim Ingversen, 31, er altid i hopla, men humøret var ekstra højt, da de i går var til Zulu Comedy Galla i Operaen i København.

Parret, der i februar fik datteren Trine, kunne nemlig afsløre, at de har fundet drømmehuset og altså er klar til at rykke væk fra deres 163 kvadratmeter store lejlighed på Østerbro.

Linde og Ingversen satte deres lejlighed til salg tilbage i juni, da de drømmer om hus og have.

- Joakim skal på græs, så vi skal i hus, konstaterer Sofie Linde, da SE og HØR møder parret på den røder løber til Zulu Comedy Galla.

Parret afslører også, at drømmehuset er fundet, men hvor det konkret ligger, eller hvordan det ser ud, vil de ikke rigtig ud med.

- Vi har fundet et dejligt hus med tag og med en have, så det er noget så hyggeligt, lyder det vævende fra "X Factor"-værten.

- Der er vinduer og alt muligt i det hus, stemmer Joakim Ingversen i.

- Der er alt! Du kan åbne vinduerne og lukke dem. To døre. Der er ikke sparet på noget i den planløsning, lyder det videre fra Sofie Linde.

Parret afslører, at det især var Joakim, der drømte om et hus.

- Jeg har jo aldrig boet i hus, og Joakim har pitchet det ind fra højre ad simpelthen så mange omgange. Prøvede at snige den ind. Og nu fandt vi noget, der var rigtig hyggeligt og godt og i nærheden af en god børnehave og alle de kedelige parametre, man tager hensyn til, når man er blevet mor og far, forklarer Sofie Linde.

Er der plads til et barn mere?

- Der er plads til mange børn. Men om jeg sådan fysisk har plads i min krop til flere, der går nok lige lidt tid, slår Sofie Linde fast.

Parrets lejlighed på Østerbro er stadig til salg, og der er åbent hus på søndag afslører salgsannoncen.

Se Sofie Linde og Joakim Ingversen fortælle om deres hus i videoen:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Sponsoreret indhold