SSI efterforsker udbrud: Søg læge, hvis...
Statens Serum Institut (SSI) efterforsker i øjeblikket et udbrud med en diarréfremkaldende E. coli-bakterie (STEC).
Det oplyser instituttet i en pressemeddelelse.
Siden 3. december er 13 personer blevet forbundet med udbruddet. Blandt dem har tre børn udviklet akut nyresvigt, hvilket ifølge SSI kan være en alvorlig følge af infektion.
Der er tale om "et alvorligt udbrud", udtaler epidemiolog Luise Müller fra SSI i pressemeddelelsen.
- Vi er specielt opmærksomme, da der her i december blev rapporteret tre børn med akut nyresvigt.
- Patienter med alvorlig diarré, især blodig diarré, bør søge læge for at få en korrekt diagnose, lyder det.
De 13 patienter er fire mænd og ni kvinder mellem 2 og 90 år fra alle regioner i landet med undtagelse af Region Nordjylland.
De syge har ikke været ude at rejse og har ikke deltaget i fælles begivenheder i tiden op til, at de blev syge.
- Da vi endnu ikke kender smittekilden til dette udbrud, er det bedste råd, vi kan give, at man skal huske at gennemstege hakket kød og skylle frugt og grønt grundigt, inden man spiser det, lyder det fra Luise Müller.