Nyheder22. maj 2009
Stein Bagger: Datteren er model
9-årige Olivia i stald hos modelbureauet Basic CPH sammen med sin mor Martina

Livet skal jo gå videre, selv om farmand lige har et par ting, han skal have ordnet med politiet, retsvæsnet og alle de kreditorer, der ligger og flyder i kølvandet på hans gigantsvindel.
Så Stein Baggers 9-årige datter Olivia er begyndt at arbejde som model.
Hun er blevet tilknyttet modelbureauet Basic CPH som børnemodel, skriver TV2 Gossip. I forvejen er Olivias mor Martina Bagger, 42, tilknyttet modelbureauet.
Administrerende direktør Sissi Antonsen bekræfter, at Olivia er kommet i »stald« hos firmaet, men ønsker ikke at gå i detaljer med, hvad planerne er for hendes modelkarriere.
- Hun har ikke rigtigt lavet noget endnu og arbejder hovedsageligt kun sammen med sin mor, siger Sissi Antonsen til tv2.dk.