Stein Bagger: Elskerinde i Stockholm
Stein Bagger brugte godt 200.000 kr. på at leje en elskovsrede i den svenske hovedstad Stockholm, hvor han kunne mødes med sin svenske elskerinde. Det fortæller elskerinden til B.T.
- Lejligheden lå i det mest eksklusive kvarter i Stockholm - i Östermalm. Den var på 140 kvm og kostede 18.000 kr. om måneden. Stein fortalte mig, at det var IT Factory, der betalte regningen. Han plejede at komme i en stor Mercedes, siger kvinden, der er en kendt skikkelse i det svenske fitnessmiljø. Affæren var angiveligt slut, før Bagger mødte sin nuværende hustru.
Kvinden mødte Stein Bagger i slutningen af 2002 på en fitnessmesse i Stockholm. Han var dengang gift med en dansk smykkedesigner.
Hun er i dag ikke overrasket over, at han har besnæret sine omgivelser, men er chokeret over, at han nu er jaget af Interpol for svindel i milliardklassen.