Stine Kronborg: På ski i trikot
Selv om Stine Kronborg for nylig rundede et af de skarpe hjørner og fejrede sin 30-års fødselsdag, er hun bestemt ikke blevet seriøs, grå og kedelig - tværtimod.
Den veltrænede blondine tilbragte hele påsken på skiferie i Val Thorens - godt krydret med sprut og fester. Stine Kronborg holdt blandt andet udklædningsfest på skisportsstedet og til den lejlighed havde hun sit hjemmelavede Superwoman-kostume med fra Danmark.
Under udklædningsfesten begyndte den lille danske gruppe at snakke om, hvem der turde stå på ski iført sit kostume, og Stine Kronborg var som altid frisk.
- Den udfordring tog jeg op, smiler Stine, som næste dag var at finde på pisten i sin trikot.
Gik udklædt i byen
Den tidligere The Voice-vært havde polstret sig med to sæt skiundertøj under det tynde kostume og kunne fint holde varmen.
- Det gav mange smil på pisten. Det var virkelig sjovt. Og jeg kørte faktisk overraskende godt i det, fortæller Stine Kronborg.
Blondinen befandt sig faktisk så godt i sin trikot, at hun valgte at gå i byen i det om aftenen.
- Så resten af ferien blev jeg kun kaldt Superwoman, og det passer mig jo ret godt, griner Stine Kronborg.
Mit eget design
Stine Kronborg har selv syet Superwoman-kostumet på nær kappen, som Jimmy Lyngvild har fabrikeret.
Det har hun lavet i forbindelse med programmet "Wipeout", som hun deltog i sammen med en masse andre kendte i december. Det program bliver i øvrigt snart sendt på Kanal 5.