Nyheder28. august 2002

STJERNER OG VANDBÆRERE

Verden er fuld af dem – stjerner og vandbærere, og deres vilkår har altid været meget forskellige. I sportens verden er det stjernerne, der dyrkes, forgudes og aflønnes med milliongager. Ligeledes i TV-verdenen. Her kaldes stjernerne lidt mere jordnært for skærmtrolde, men nyder de samme goder som i sportens verden. De funkler og tiltrækker sig interessen fra den brede offentlighed, og ofte sker det på bekostning af mange flittige kollegers mere upåagtede arbejde uden for rampelyset.
https://imgix.seoghoer.dk/media/114c3b03591a4c199e8961bd837068d2.jpg

Er det retfærdigt? I sportens verden vil de fleste mene ja, men i f.eks. Danmarks Radio mener kun ledelsen ja, medens stjerner og vandbærere i fællesskab ønsker en mere solidarisk lønpolitik. Vi oplever derfor i disse uger, at journalistgruppen i DR er gået i konflikt under mottoet "Vi tror på julemanden, men ikke på Nissen" med en ikke særlig skjult hentydning til generaldirektøren navn. Seerne er vel næppe delt i to lejre, eftersom de fleste giver udtryk for stor tilfredshed med de mange film, der udfylder de journalistiske programhuller - akkurat som "snakkemaskinerne" på radioens kanaler erstattes af megen god musik. Samtidig falder strejken midt i en hedebølge, hvor de fleste foretrækker at grille bøffer og andet herligt udeliv fremfor zapperiet foran flimmerkassen. Med andre ord: DR-journalisterne er kun savnet af de færreste. Vilkårene for en konflikt, som almindelige borgere kan involvere sig i, er med andre ord ikke til stede. Det er svært at have sympati for de højtlønnede TV-folks krav, hvorfor seerne blot zapper over på TV2's Nyhederne eller til en af de mange andre udbydere af TV-underholdning - f.eks. TV3, der er på erobringstogt for at kapre seere til det store Robinson-opgør. Her anbringer SE og HØR igen læserne i første parket til begivenhederne med en intensiv dækning, så vær med fra start og læs ugens flotteste tillæg. Med disse ord takker "vikaren" af og byder bladets nye chefredaktør Henrik Qvortrup velkommen på næste torsdag! Peter Dall

Sponsoreret indhold