Nyheder11. oktober 2023

Store ambitioner: Nu kan du købe Birkenstock-aktier

Professor ser ambitioner hos tyske Birkenstock om i højere grad at ramme det globale luksusmarked.
De populære sandaler er her, der og alle vegne – og nu også på børsen.
De populære sandaler er her, der og alle vegne – og nu også på børsen.
 Foto: Ethan Swope/AFP/Ritzau Scanpix

Onsdag bliver det for første gang muligt at handle aktier i skoproducenten Birkenstock på børsen i New York.

Børsintroduktionen sker med en pris på 46 dollar per aktie svarende til en samlet markedsværdi på cirka 60 milliarder kroner.

De fodformede Birkenstock-sandaler er over en årrække gået fra et noget gammeldags image til at være trendy - og endda Barbies fodtøj i den seneste meget populære film om dukken.

Børsintroduktionen er en ny milepæl for det 248 år gamle selskab, der for kun et årti siden for første gang udpegede en ledelse bestående af folk udefra.

- En børsintroduktion i New York er et signal om globale ambitioner, siger Fernando Fastoso, som er professor med speciale i luksusmærker ved Hochschule Pforzheim.

- Siden 2021 har firmaet været delvist ejet af en privat kapitalfond med støtte fra LVMH (luksusvarekoncern, red.).

- Dermed lader det til, at Birkenstock prøver at styrke sin ikoniske status for at ramme det voksende luksusmarked i hele verden.

Selskabet er særligt kendt for sine sandaler, der appellerer til en bred skare af befolkningsgrupper - fra hipstere til friluftsfolk og fashionistaer.

For nylig fik sandalerne fornyet opmærksomhed, da skuespilleren Margot Robbie var iklædt et lyserødt par i den meget populære film "Barbie".

Birkenstock blev stiftet allerede i 1774.

I 1897 udviklede Konrad Birkenstock det, der skulle blive selskabets varemærke - en sål af kork, som tilpasser sig den enkelte forbrugers fod.

Sandalerne kom på hylderne i USA i 1960'erne og blev populære blandt hippier, der anså deres brugsorienterede design for at være et modsvar til, hvad de mente var en kapitalistisk modeindustri.

Birkenstock havde i 2022 en omsætning på 1,3 milliarder dollar - cirka 9,1 milliarder kroner.

Sponsoreret indhold