Store bededag afskaffes

Regeringen vil sløjfe en helligdag. Som kompensation vil den indføre et løntillæg på 0,45 procent af årslønnen, men også nedlægge 2700 offentlige stillinger.
Det bekræfter beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann (DF) efter et møde i Beskæftigelsesministeriet.
Regeringen har reelt flertal for forslaget, der har mødt stor kritik, og behøver således ikke opbakning fra andre partier.
De tre regeringspartier - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - vil sløjfe en helligdag - sandsynligvis store bededag - for at styrke Forsvaret tre år tidligere end hidtil aftalt.
Til gengæld får de månedslønnede et løntillæg svarende til en arbejdsdag, mens timelønnede får almindelig timeløn.
Der skal ikke være flere arbejdstimer samlet for offentligt ansatte. Derfor vil regeringen nedbringe antallet af offentligt ansatte, så der kommer 2700 færre.
Forslaget har mødt stor modstand i fagbevægelsen og blandt offentligt ansatte.
Der er lagt op til, at lovforslaget skal vedtages inden for en måned, hvilket er kortest mulig tid, hvis det skal leve op til reglerne.
Det betyder, at der er kortere tid end vanligt til at komme med indsigelser og kritik, som Folketinget kan tage højde for.
Ambitionen er at vedtage loven, inden der skal stemmes om overenskomsterne til foråret. Forhandlingerne er indledt på nogle områder.