Strejke: Finnair aflyser fly til Danmark

Det finske luftfartsselskab Finnair har aflyst omkring 100 flyvninger søndag og mandag - herunder flere til og fra København.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Årsagen er en strejke blandt kabinepersonalet.
- Selv om vi gennem efteråret har diskuteret spareplaner med fagforeningerne, så er vi desværre ikke nået frem til en aftale med de kabineansatte, siger Finnairs vicedirektør, Jaakko Schildt, ifølge nyhedsbureauet dpa i en udtalelse.
- Vi håber stadig, at vi kan finde en løsning, siger han ifølge TT.
På Finnairs hjemmeside fremgår det, at der søndag er aflyst en enkelt flyvning til København og en enkelt fra København.
Mandag er der aflyst to flyvninger både ud og hjem fra København.
Strejken ventes at vare fra søndag klokken 15.00 til mandag klokken 15.00.
Finnair varslede i september en stor spareplan, der blandt andet ville inkludere fyringer. Selskabet, der fokuserer på langdistanceflyvninger, har været hårdt ramt af coronakrisen og nedlukninger i Kina.
Krigen i Ukraine har også givet problemer for Finnair. Årsagen er, at man ikke længere kan flyve til Asien via den korteste rute gennem russisk luftrum.
Selskabet er også hårdt ramt af højere priser på brændstof.
Blandt de byer, som Finnair søndag og mandag har aflyst flyvninger til, er de europæiske storbyer Amsterdam, Berlin, London, Paris og Rom.