Nyheder8. januar 2024

Strømmer til tronskifte: Stor rift om billetter til færger, busser og tog

Ifølge Molslinjen er det særligt billetter lørdag formiddag og retur søndag, der er i høj kurs
Populære drnning
Tronskiftet viser sig at være en særdeles populær begivenhed, som danskerne gerne rejser langt for at opleve.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Molslinjen melder om 25 procent flere bookinger på færgeoverfarten mellem Jylland og Sjælland forud for tronskiftet i hovedstaden på søndag.

Samtidig er færgeselskabets buslinje, Kombardo Expressen, tæt på at have udsolgt, oplyser kommunikationschef Jesper Maack.

- Vi er i gang med at lede efter ekstra busser, for der er stort set udsolgt over hele linjen. Særligt på hjemturene søndag aften, siger han.

Hos Molslinjen er antallet af biler, der skal fra Aarhus til Sjællands Odde, indtil videre 25 procent større sammenlignet med samme weekend sidste år.

Jesper Maack ser et klart mønster i bookingerne.

- Folk tager afsted lørdag formiddag, og så skal de typisk retur samtidig søndag aften, når det hele er overstået.

- Vi spørger ikke folk, hvad de skal lave, men det bedste gæt er, at det handler om kronprinsens forfremmelse, siger han.

Hos DSB er der også rift om billetterne mellem landsdelene forud for weekendens store begivenhed.

- Vores Orange-billetter er blevet flået af hylderne. Men der er stadig mulighed for at købe almindelige billetter til lyn- og InterCity-tog, siger informationschef Tony Bispeskov.

DSB øger kapaciteten og udbygger togene med ekstra vognsæt, i den takt bestillinger af tog- og pladsbilletter tikker ind.

- Vi sætter ekstra togsæt på i forbindelse med de mest populære afgange både ud og hjem, men der er selvfølgelig en grænse for, hvor lange togene kan være.

Tony Bispeskov sammenligner efterspørgslen med juletrafikken:

- Det her minder på mange måder om juletrafikken, hvor vi også flytter mange på tværs af landsdelene. Forskellen er bare, at til jul er ud- og hjemrejsetrafik fordelt over flere dage. På søndag sker det hele på en dag, siger Tony Bispeskov.

DSB arbejder også med at udvide kapaciteten for regionaltog og S-tog søndag.

Kronprins Frederik udråbes som kong Frederik X søndag klokken 15 fra balkonen på Christiansborg Slot. Det sker efter et forudgående møde i Statsrådet.

Derudover flytter de kongelige faner samme dag klokken 17 fra Christian IX's Palæ, som er dronningens residens, til kronprins Frederik og kronprinsesse Marys residens, Frederik VIII's palæ. Begge med adresse på Amalienborg.

Tivoli markerer tronskiftet med et kæmpe fyrværkeri, der begynder søndag klokken 18.

Sponsoreret indhold