Stukket ned i moské: 75-årig mand død
En 75-årig mand er afgået ved døden, efter at han onsdag blev stukket med en skruetrækker i en moské i Odense.
Det oplyser Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.
En 70-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg.
- Efter ligsyn senere i dag, hvor dødsårsagen vurderes, vil vi tage stilling til, om sigtelsen skal ændres til drab, siger vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen til avisen.
Den fængslede fortalte i retten, at han onsdag var dukket op ved moskéen på Lisesmindevej i Odense for at få lov til at komme ind i moskéen, som han er nægtet adgang til.
Men der opstod ifølge den 70-årige tumult, og det endte med, at den 75-årige blev stukket med en skruetrækker.
Manden selv erkender, at det var ham, der stak den 75-årige. Men han nægter, at det var et forsøg på at slå ham ihjel.
Han havde efter eget udsagn skruetrækkeren med til brug i eventuelt selvforsvar.
Den 70-årige har tidligere fået en betinget dom i forbindelse med vold ved moskéen, som bruges af bosniere. Derfor er han nægtet adgang til moskéen.
Onsdag ville han efter eget udsagn tale med dem, der bestemmer på stedet, i håb om at han ville blive lukket ind igen.
Politiet fik anmeldelsen om hændelsen onsdag klokken 13.16. Den 70-årige var stadig ved Moskéen da politiet ankom, og han blev anholdt på stedet.
Den 75-årige, der nu er afgået ved døden, havde en tilknytning til moskéen.