Sur smiley og bøde til dansk supermarked: Møgbeskidt og gamle varer på hylderne
Snavs, indtørrede fødevarer, mugvækster og sorte plamager af skimmel er bare noget af det Fødevarestyrelsen noterede sig, da den besøgte et supermarked i København i slutningen af november.
Fødevarestyrelsen var forbi supermarkedet 365discount på Hamletsgade på Nørrebro den 28. november, og det var ikke pæne ord, de noterede ned i kontrolrapporten, der viser, at supermarkedet har fået en sur smiley.
For det er ikke kun gammel snavs og skimmel, der gør indtryk i den nye rapport.
Under kontrollen fandt Fødevarestyrelsen flere varer, der var gået langt over deres sidste anvendelsesdato.
Flere sandwich med kylling var gået to dage over tid, mens både baguettes og sandwichs med skinke og ost var en dag for gamle.
Derudover blev der også fundet produkter, der var flere måneder for gamle, uden det var mærket på produktet.
Her har Fødevarestyrelsen noteret sig, at der var 13 babygrød af mærket semper puuro, der udløb allerede 20. august 2023 og en enkelt modermælkserstatning "baby & Organic", som udløb 13. september 2023.
Supermarkedet endte med at få en bøde på 10.000 kroner for dårlig hygiejne og for gamle fødevarer.