Susan K: Veninden i chok
- Anholdt? Hvad! Jeg forstår ikke det, du siger til mig …
Det var en mere eller mindre konfus og overrasket Jeanett Ørtoft, SE og HØR fik i røret, da vi ringede for at høre venindens kommentar til Susan K's overfald på en garderobepige i nat med efterfølgende varetægtsfængsling i 14 dage.
Hun havde nemlig slet ikke hørt om begivenhederne på Social Club i Århus, der ledte til brystbombens tragiske juleskæbne, hvor hun kommer til at ruske tremmer hen over den glade højtid.
- Nej, jeg har slet ikke været på nettet - jeg har været ude i den virkelige verden. Det er egentlig sjovt, at der ikke er nogen af vores mange veninder, som har ringet og fortalt det, men det kommer sig nok af, at jeg fik nok af det hele, sidst Susan var involveret i et overfald (i Gothersgade i november, red.). Da blev jeg kimet ned af alle mulige, og da sagde jeg altså stop, så måske er det derfor, at ingen har ringet til mig, lyder det fra Jeanett Ørtoft.
Hun har i et par år boet sammen med Susan i en stor lejlighed på Christianshavn, ligesom hun som regel er ved "Paradise Hotel"-blondinens side, når nattelivet indtages i København.
- Jeg er chokeret over det. Vi havde ellers så mange planer i juledagene, fordi vi begge holder jul hos vores familie i Jylland. Men nu kan jeg jo så godt lægge andre planer. Jeg kunne heller ikke forstå, hvorfor Susan slet ikke har svaret på telefonen, siger Jeanett Ørtoft, som åbenlyst lige skal sluge nyheden om venindens eskapader i nat.