Nyheder5. januar 2022

Sygeplejerske lå 28 dage i koma med corona: Vågnede af viagra

Lægerne var blot 72 timer fra at slukke for respiratoren, da de besluttede sig for at forsøge med den noget utraditionelle behandlingsform
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

"Et sandt julemirakel."

Sådan beskriver Monica Almeida fra Lincolnshire i Enlgand selv årsagen til, at hun i dag trækker vejret overfor The Sun.

Den 37-årige sygeplejerske, der lider af astma, fik konstateret covid-19 i oktober sidste år.

Få dage senere blev hun indlagt på hospitalet, og efter en måneds tid på intensiv måtte Monica i kunstigt koma i hele 28 dage, før hun endelig vågnede.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/monica_almeida.jpg

Monica Almeida kunne efter 28 dage i koma holde jul med familien, efter hun blev medicineret med viagra. Foto: Facebook/Monica Almeida

Lægerne var blot 72 timer fra at slukke for Monicas respirator, da de besluttede sig for at eksperimentere med en noget aparte behandlingsform - viagra.

Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Den blå pille, der traditionelt benyttes af mænd til at få erektion, blev nemlig Monicas redning.

Voldsomt forløb

Monica Almeida blev testet positiv for coronavirus 16. oktober. I de følgende dage mistede hun smags- og lugtesans, og på fjerdedagen begyndte hun at kaste blod op.

Monica søgte lægehjælp, da hendes iltniveau begyndte at falde drastisk, men fik i første omgang ikke behandling. Få timer senere kunne hun ikke trække vejret og blev hastet til Lincoln County Hospital, hvor hun blev lagt i respirator.

Efter knap en måned på hospitalets intensivafdeling uden fremgang i Monicas tilstand, besluttede lægerne 16. november at lægge hende i kunstigt koma.

I midten af december var hendes tilstand så dårlig, at lægerne blot var 72 timer fra at slukke for respiratoren.

Men til Monicas held havde hun indvilget i, at der måtte eksperimentere med hendes medicinering. Og det var her lægerne valgte at tage viagra i brug.

14. december var Monica ude af koma igen og allerede juleaften kunne hun vende hjem til familien.

Troede, det var en joke

Da Monica vågnede fra sin koma talte hun med en sygeplejerske, som hun kendte.

- Han fortalte mig, at det var viagraen, der havde hjulpet. Jeg grinede og troede, han jokede. Men han sagde: "Nej, det er rigtigt. Du fik en stor dosis viagra," siger Monica Almeide til The Sun.

- Det var mit lille julemirakel.

Viagra har den funktion, at det udvider blodkarrene og udvider luftvejene. Det er dog ikke testet nok til, at man kan afgøre om det er effektfuldt mod covid-19.

Men det var med al sandsynlighed viagraen, der reddede Monicas liv.

- Inden for 48 timer åbnede det mine luftveje, og mine lunger begyndte at respondere. Jeg har astma og mine blodkar havde brug for en smule hjælp, så det var helt sikkert, viagraen der reddede mig, siger Monica Almeida.

Opfordrer til vaccine

Monica blev alvorligt syg på trods af, at hun var vaccineret mod covid-19 med to vaccinedoser.

Hun er overbevist om, at hun ville være død, hvis hun ikke var vaccineret.

Derfor opfordrer hun alle til at tage vaccinen.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så syg i en alder af 37 år. Jeg troede aldrig, det ville ske for mig, og derfor vil jeg gerne have, at folk tager det her seriøst, siger Monica Almeida.

Sponsoreret indhold