Nyheder21. juni 2022

Tager afstand til milliardæren: Nu vil Elon Musks datter skifte navn

18-årige Xavier Musk har angiveligt ansøgt om at ændre det berømte efternavn
Elon Musk
En af Elon Musks børn vil angiveligt ikke have noget med milliardæren at gøre, og derfor dropper hun nu det berømte efternavn.
 Foto: MEGA

Der bliver formentlig talt med store ord omkring spisebordet hjemme hos den verdensberømte milliardær Elon Musk.

I hvert fald har Elon Musks 18-årige datter ansøgt om at droppe sin fars berømte efternavn, og begrundelsen er, at hun ikke længere vil associeres med ham.

Det skriver TMZ.

Tesla-stifterens datter er døbt Xavier Musk, men efter hun fyldte 18 år i april, ønsker hun nu at ændre sit navn til Vivian Jenna Wilson.

Navneændringen betyder derfor, at Xavier Musk i stedet skal dele efternavn med sin mor, Justine Wilson.

I ansøgningsdokumenterne fremgår det, at navneændringen skal ske af to årsager.

Først og fremmest ønsker den 18-årige Tesla-datter at blive anerkendt som en kvinde, men samtidig står der også, at hun ikke længere vil sættes i forbindelse med sin far.

– Kønsidentitet og det faktum, at jeg ikke længere kan leve eller ønsker at være i familie med min biologiske far på nogen måde eller form, lyder begrundelsen i dokumentet ifølge mediet.

Hverken Elon Musk eller datteren har nogensinde kommenteret på deres relation offentligt.

Elon Musk er i dag far til otte børn.

Sponsoreret indhold